DFDS har fortsat interesse i Scandlines
Selvom DFDS ikke længere er med i budkrigen om rederiet Scandlines, betyder det ikke, at interessen for at overtage aktiviteterne fra rederiet er forsvundet.
"Vi har den oprindelige interesse for Scandlines intakt, for vi tror, at vi kunne gøre nogle gode ting med det. Så vi følger med på sidelinjen," siger Niels Smedegaard, administrerende direktør hos DFDS, til Ritzau Finans.
Fredag skriver Bloomberg News, at ejerkredsen bag Scandlines er tæt på helt at opgive et frasalg, fordi alle afgivne bud har været for lave. Den historie får dog ikke umiddelbart DFDS til at genoverveje sit bud på Scandlines.
"Der er ikke så meget at genoverveje. Det er sælger, der styrer processen. Vi har givet et bud, som vi mener var en fair pris. Det ønskede sælger ikke at benytte sig af, og sådan er det. Hvis vi en dag hører fra dem igen, så tager vi den der fra," siger Niels Smedegaard.
Direktøren vil ikke ud med, hvor meget DFDS har budt for Scandlines. Ifølge Bloomberg News kræver ejerne dog 1,4 mia. euro, og det er i hvert fald en for høj pris, lyder meldingen fra DFDS.
"Det er et tal, der har været fremme i medierne før, og det må vi sige, at det mener vi ikke, Scandlines er værd," siger Niels Smedegaard.
/RITZAU FINANS
Avis: Scandlines-ejere overvejer at droppe frasalg
Relaterede artikler:
Smedegaard: Vi lever også lykkeligt uden Scandlines
For abonnenter