Søfartens Ledere: Nødvendigt at sikre søfolk ved Vestafrika

Søfolkene skal have større beskyttelse ved Vestafrika, efter udviklingen nu har ført til, at det især er der, piraterne er aktive. Det mener Søfartens Ledere, der vil have bevæbnede vagter på skibene og hardship-tillæg i Guineabugten.

Det kan godt være, at pirateriet er aftaget drastisk ud for Somalia, og færre søfolk er i fare. Til gengæld er pirateriet tiltaget på den anden side af det afrikanske kontinent, hvor især nigerianske pirater har hærget ud for Vestafrika. Det bekymrer Søfartens Ledere, der ønsker øget beskyttelse af sine søfolk ved sejlads ved Vestafrika.

"Efter vores mening bør rederierne skærpe deres risikovurderinger for sejlads på Vestafrika med fokus på de områder og skibstyper, der er mest udsat for angreb," siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere i en meddelelse på Søfarts Lederes hjemmeside og påpeger:

"Rederierne har fået adgang til brug af bevæbnede vagter, og det mener jeg helt klart, at der også ligger en forpligtelse til at benytte sig af - ikke mindst på produkttankere i Guineabugten, som i stigende grad udsættes for angreb," siger han.

Der har været stor debat internationalt om, hvorvidt pirateriet ved Vestafrika reelt er eskaleret. Blandt andet har Risk Intelligence peget på, at der ikke i så høj grad er sket en optrapning, men snarere end forråelse af typen af pirateri i Guineabugten, hvor man blandt andet har set hårdere vold mod søfolkene på de angrebne skibe. Og så sent som i februar lød det fra Risk Intelligence, at man ikke så tre mindre angreb på en uge som et øget trusselsbillede.

Private vagter til Vestafrika

Søfartens Ledere er dog ikke i tvivl om, at deres folk er i større fare og fremhæver nødvendigheden af brug af private vagter:

"Rederierne har fået adgang til brug af bevæbnede vagter, og det mener jeg helt klart, at der også ligger en forpligtelse til at benytte sig af - ikke mindst på produkttankere i Guineabugten, som i stigende grad udsættes for angreb," siger Fritz Ganzhorn, der også ønsker de såkaldte hardship-tillæg udbetalt til de søfarende, fordi pirattruslen ved Vestafrika ifølge Søfartens Ledere opfylder betingelserne i Sømandslovens § 18a og b.

"Samtidig stiller vi os uforstående overfor, at rederierne ikke udbetaler de søfarende hardship-tillæg til lønningerne på Vestafrika, som det er tilfældet i højrisikoområderne ud for fx Somalia, når piratproblemet åbenlyst er lige så stort i Guineabugten. De ekstra tiltag, procedurer, merarbejde og stress, som begrunder hardship-tillægget, er de samme på Vestafrika som ved Afrikas Horn, så der er, efter vores oplysninger og opfattelse, ingen tvivl om, at forudsætningerne for at udbetale tillægget er til stede," siger Fritz Ganzhorn.

Rederiforeningen meldte i begyndelsen af marts ud, at man også i deres regi ønsker et større fokus på vestafrikansk pirateri:

”Som branche har vi via en mangesidet indsats stabiliseret situationen i Østafrika. Vi ønsker nu at tydeliggøre over for blandt andre de franske myndigheder, at vi også er klar til at yde en indsats på den anden side af kontinentet for at forebygge og bekæmpe pirateri,” sagde Jan Fritz Hansen, der er viceformand i Danmarks Rederiforening og formand for EU’s piratkomité.

Valg i Nigeria 2015 kan eskalere pirateri 

Rederiforeningen: Piratbekæmpelse ud for Vestafrika nødvendig

Risk Intelligence: Nigeria stabilt trods nye kidnapninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også