Mærsk-analytikere: Spår ikke rateløft store chancer

Maersk Line har annonceret en markant ratestigning fra d. 15. december. Tiltaget vil dog ifølge analytikere ikke få særlig succes.
Foto: Mærsk/Statoil
Foto: Mærsk/Statoil
AF RITZAU FINANS

A.P. Møller - Mærsks containerdivision Maersk Line har annonceret en markant ratestigning per 15. december. Markedet er dog præget af overkapacitet og stærk konkurrence, og de analytikere, Ritzau Finans har talt med, venter ikke, at Maersk Line vil få held med at hæve raterne.

Containerfragtmarkedet mellem Asien og Europa kollapsede sidste år under en hård kamp om markedsandele i et i forvejen presset marked. Det sendte fragtraterne, målt på Shanghai Shippingindeks' spotratemålinger, ned til under 500 dollar, hvilket var stærkt tabsgivende. Året igennem løftede rederierne raterne via generelle ratestigninger og kapacitetsnedlæggelser.

Raterne er dog faldet tilbage efteråret igennem, og 1. november indførte Maersk Line, og dets rederikolleger, et rateløft på 500 dollar. Det sendte raterne op på 1491 dollar, men stigningen blev hurtigt udvisket og lå i sidste uge på 999 dollar. 20. november annoncerede Maersk Line så endnu et løft på 550 dollar fra Asien til Nordeuropa og et på 600 dollar fra Asien til Middelhavet fra den 15. december.

"Jeg regner med, at Maersk Line får meget begrænset succes med den ratestigning, der er annonceret 15. december. Ubalancen i markedet er for stor, efterspørgslen falder for hurtigt og der bliver gjort for lidt for at begrænse udbuddet i branchen. Hvis der overhovedet kommer en effekt, bliver den kortvarig, som vi også så ved den seneste ratestigning," vurderer A.P. Møller - Mærsk-analytiker hos Jyske Bank Frans Høyer over for Ritzau Finans.

Mere optimistisk

A.P. Møller - Mærsk-analytiker hos Alm. Brand Markets, Jesper Christensen, er mere optimistisk på ratestigningens vegne. Heller ikke hos Alm. Brand Markets er der dog en stor tro på, at ratestigningen vil vare ved i lyset af det hårde marked.

"For mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt Maersk Line får held med sin ratestigning, men hvor meget, det får igennem. Selvfølgelig skal raterne op. Jeg tror ikke, at de får det fulde beløb igennem, og det, at rederierne allerede nu taler om ratestigninger, indikerer, at de ikke selv tror på det," siger Jesper Christensen til Ritzau Finans og fortsætter:

"Der er annonceret ratestigninger på 550 til 600 dollar, og jeg tror, de får omkring 400-500 dollar igennem. Jeg venter, at vi så ser et hurtigt tilbagefald tilbage til omkring niveauet 1000 dollar."

Raterne i slutningen af året er vigtige for de længere kontraktforhandlinger for 2013, der sætter en stor del af indtjeningsniveauet i året. Her er det ifølge Frans Høyer vigtigt at notere sig, at raterne trods alt er langt højere, end de var for et år siden, hvor Maersk Line gav et underskud i tredje kvartal på 1,6 mia. kr. og samlet for året på 2,9 mia. kr.

"Spotraterne er, selv uden den annoncerede ratestigning, omkring dobbelt så høje, som de var på samme tidspunkt sidste år. Så de kontraktforhandlinger, der er nu, vil under alle omstændigheder nå et bedre rateniveau end sidste år. Jeg vurderer omkring 10-20 pct. højere," siger Frans Høyer, der venter et positivt driftsresultat, EBITDA, for Maersk Line på 1,4 mia. dollar i 2013.

Ikke megen bedring i 2013

Hos Alm. Brand Markets venter Jesper Christensen ikke megen bedring i 2013, der stadig vil være præget af stærk kapacitetstilgang.

"Mine nuværende estimater tyder på et rateniveau i slutningen af 2013 på omkring 1100 dollar, men det er måske til den optimistiske side. Ifølge Alphaliner vil kapaciteten stige med 9,6 pct. i 2013, og der vil være en vækst på over en tredjedel på de helt store containerskibe. Så jeg kan ikke se, hvorfor man skulle være optimistisk," siger Jesper Christensen til Ritzau Finans.

Kapacitetstilgangen vil fortsætte i flere år, og samtidig er der lagt så meget kapacitet på, at det vil tage lang tid, før forholdet mellem udbud og efterspørgsel vil sende raterne op, vurderer Alm. Brand Markets.

Her vurderer Jesper Christensen, at investorerne skal væbne sig med tålmodighed, når det kommer til mere holdbare ratestigninger.

"Det er svært at sige, hvor langt vi skal ud, før rateniveauerne bliver bedre. Men vi skal langt frem, nok helt ud i 2015. Selv hvis efterspørgslen bliver større end udbuddet hurtigere, skal man først igennem den ledige kapacitet, der allerede er opbygget, og den er markant. Samtidig kan rederierne begynde at sejle hurtigere igen, og der ligger en kæmpe buffer der. Så vi skal langt ud, før forholdet mellem efterspørgsel og udbud kan dikterer en ratestigning," konkluderer Jesper Christensen.

Frans Høyer og Jyske Bank har anbefalingen "sælg" på aktierne i Mærsk med et kursmål på 37.000 kr. Jesper Christensen og Alm. Brand Markets har ligeledes anbefalingen "sælg" med et kursmål på 35.000 kr.

Aktien I A.P. Møller - Mærsk handles tirsdag i 41.100 kr. for B-aktiens vedkommende.

RITZAU FINANS

China Cosco hæver raterne på Asien-USA

Ratedyk trodser oplagt tonnage

Asien-Europa rater dykker igen - nu under 1000 dollar 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også