Sidste uges vigtigste historier: CMA CGM, Monjasa og beslaglæggelser i Rusland
CMA CGM går i offensiven på land
Den franske shippingkoncern CMA CGM ser ud til at opruste kraftigt på land med et stort opkøb af logistikselskab Bolloré Logistics.
Koncernen har fået en betinget accept af sit bud på selskabet, og hvis handlen som ventet går igennem, så vil franskmændenes omsætning fra logistik nå op på 24 mia. dollar om året.
Det er 10 mia. dollar mere end konkurrenten Mærsk, der var det første rederi til at se lyset i logistik.
- CMA CGM tager et stort spring foran Mærsk med milliardopkøb
- CMA CGM’s nye opkøb på land møder hård kritik fra logistikselskaber
- CMA CGM kan rykke op i en helt ny liga efter accepteret bud på Bolloré
Monjasa og direktør går hver til sit
Svend Stenberg Mølholt, afgående driftsdirektør i Monjasa, har i mange år været med til at tegne den danske oliehandelskoncern udad til, men nu stopper han på posten efter gensidig aftale.
Monjasa kan samtidig glæde sig over, at det er lykkes at få frigivet de seks søfolk, som blev kidnappet af pirater for halvanden måned siden. Besætningsmedlemmerne har siddet som gidsler et ukendt sted i Nigeria, men er nu på vej hjem til deres familier.
Episoden bør føre til mere politisk handling mod pirateri i Vestafrika, mener både Monjasa og brancheorganisationen Danske Rederier.
Rusland beslagslægger fire skibe fra Svitzer
En domstol i Rusland har besluttet, at fire slæbebåde, som er ejet af Mærsk-rederiet Svitzer, skal beslaglægges.
Skibene har været i arbejde på et stort, statsejet gasprojekt i Rusland. Ifølge Reuters er det selskabet Sakhalin Energy, som har bedt domstolen om at tilbageholde skibene.
Slæbebådene er den sidste resterende bid af Mærsks forretning i landet. Koncernen arbejder nu på en løsning.
Beslaglæggelserne kommer samtidig med et nyt dekret, som gør det muligt for den russiske stat midlertidigt at overtage ejerskabet med udenlandske selskaber. Den danske malingkoncern Hempel arbejder på at sælge sin fabrik i landet.
- Rusland vil beslaglægge fire slæbebåde fra Mærsk
- Hempel er tavs om skæbne for fabrik efter øget russisk pres
Regnskaber fra Torm, DFDS og Hapag-Lloyd
Regnskabssæsonen kører i højeste gear, og den seneste uge landede der tal for første kvartal fra flere store rederier.
Det drejer sig bl.a. om tankrederiet Torm, færge- og logistikkoncernen DFDS og det store tyske containerrederi Hapag-Lloyd.
- Torms topchef spår om langvarig optur men har øje på bankkrise i USA
- DFDS tripper for at få tyrkisk valg overstået for at få hul på milliardopkøb
- Habben Jansen håber julehandlen kan give tiltrængt løft til rederier
Læs også...
... om Vincent Clercs svar på analytikernes undren over størrelsen på Mærsks lederteam, en droppet anklage i en krænkelsessag i USA og de kommende europæiske krav til udledningen fra handelsskibe.
Relaterede artikler:
Direktør stopper i Monjasa
For abonnenter