P&O Ferries har indstillet sejladser – afskediger 800

Færgerederiet P&O Ferries har indstillet alle sine sejladser og fyrer 800 ansatte, skriver flere medier. Opdateret.
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

Færgerederiet P&O Ferries har suspenderet samtlige sejladser og meddelt, at man med øjeblikkelig virkning fyrer 800 ansatte som led i at sikre rederiets overlevelse.

Det skriver flere medier torsdag, heriblandt Reuters og BBC.

P&O Ferries er blandt andet en konkurrent til danske DFDS, som man dog også har et samarbejde med på ruten Dover-Calais via en såkaldt space-charter aftale. Færgerederiet har haft det Dubai-baserede DP World som ejer siden 2019, men har været hårdt presset af coronapandemien.

”Vi har bedt alle skibe om at lægge til kaj som forberedelse til en selskabsmeddelelse. indtil da vil P&O’s services ikke køre, og vi rådgiver rejsende til at finde alternative arrangementer,” udtaler en talsmand fra P&O Ferries, der videre siger, at ”P&O Ferries ikke er på vej i likvidation”, skriver nyhedsbureauet.

BBC skriver, at P&O Ferries angiveligt har meddelt sine ansatte, at den forestående udmelding ”vil sikre P&O Ferries’ langsigtede levedygtighed”.

Ifølge BBC skulle der være tale om 800 søfolk, som er blevet afskediget. Ifølge fagforeningen RMT vil de blive erstattet af ”udenlandsk arbejdskraft,” skriver BBC.

800 ansatte

Antallet bekræftes af en talsperson fra P&O Ferries, skriver Reuters.

”Som en del af den proces, vi starter i dag, giver vi 800 søfolk varsel om øjeblikkelige fratrædelsesgodtgørelser og vil kompensere dem for denne manglende forudgående varsel med forbedrede kompensationspakker,” siger talspersonen ifølge nyhedsmediet og uddyber, at ændringerne er nødvendige for at sikre selskabets overlevelse.

”Uden disse ændringer er der ikke nogen fremtid for P&O Ferries.”

Det kriseramte selskab siger ifølge BBC i en udtalelse, at selskabets overlevelse af afhængig af at gennemføre ”hurtige og betydelige ændringer nu”.

”I den nuværende situation er P&O Ferries ikke en levedygtig forretning. Vi har tabt 100 mio. pund (...), hvilket er blevet dækket af vores moderselskab DP World”, hedder det.

DFDS kan håndtere den ekstra trafik

P&O Ferries har torsdag eftermiddag skrevet på Twitter, ”at vores services ikke er i stand til at køre de næste par dage.”

”Når du er er i havnen, bedes du gå til DFDS’ check-in boder,” skriver P&O på Twitter.

ShippingWatch har spurgt DFDS, der ligesom P&O Ferries sejler på den engelske kanal, til dagens udmeldinger fra P&O Ferries, og hvad konsekvenserne er for det danske færge- og logistikselskab.

”Det er for tidligt at sige, hvilken betydning det her kommer til at have for trafikken på kanalen. Vores fokus lige nu er at sikre, at vores kollegaer (DFDS-medarbejdere, red.) kan fortsætte deres arbejde. Pt. kan vi godt håndtere den ekstra trafik, som P&Os indstilling af sejladser forårsager,” skriver DFDS’ presseafdeling til ShippingWatch.

P&O Ferries har tæt på 4.000 ansatte, skriver Reuters.

(Artiklen er opdateret 17. marts kl. 14:35 med nye oplysninger. Artiklen er opdateret igen k. 14:50 med kommentar fra DFDS.)

P&O Ferries kæmper for ny kapital for at sikre fremtidig drift

Ny DFDS-rival på Den Engelske Kanal lægger ud med at sænke billetpriserne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også