IMF forventer højeste vækst siden 1973

Den international valutafond IMF opjuster sit vækstskøn for verdensøkonomien, der nu spåes at være på vej mod den højeste vækst i næsten 50 år.
Foto: ROSLAN RAHMAN/AFP / AFP
Foto: ROSLAN RAHMAN/AFP / AFP
AF RITZAU FINANS

Den Internationale Valutafond, IMF, ser nu lyse udsigter for verdensøkonomien i året, efter at coronapandemien ramte globalt.

Og med en prognose for den globale vækst på 6,0 pct. i år og 4,4 pct. i 2022 mod tidligere ventet 5,5 pct. og 4,2 pct. er verdensøkonomien på vej mod den højeste vækst i små 50 år.

Det påpeger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

"Det er bestemt ikke hverdagskost med vækstrater i verdensøkonomien på op imod 6 pct. Vi skal helt tilbage til 1973, hvor verdensøkonomien voksede med 6,5 pct. for at finde en så høj vækstrate i verdensøkonomien. Det er naturligvis meget opløftende og viser, at verdensøkonomien forventes at træde ud af coronakrisen med ganske solide skridt over de kommende år," skriver han i en kommentar til IMF's World Economic Outlook, der er offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Det er blandt andet de amerikanske milliardstore hjælpepakker, der har været med til at accelerere væksten i økonomien. Derudover venter IMF også, at når flere og flere er vaccineret mod corona, vil væksten mærkbart løftes i andet halvår af 2021.

"Det er naturligvis rigtigt glædeligt for en lille åben økonomi som den danske, der er ekstremt afhængig af den økonomiske udvikling på vores eksportmarkeder," siger Tore Stramer.

Uens takt i fremgangen

Mens det går forrygende for USA og Kina, så kommer Europa noget langsommere ud af coronakrisen sammenlignet med særligt USA og Kina.

"USA forventes allerede at have indhentet produktionstabet fra coronakrisen i år, mens en række andre store europæiske lande første vil have indhentet det tabte i løbet af 2022," påpeger Dansk Erhvervs cheføkonom og fortsætter:

"Det skyldes desværre, at vaccineudrulningen i Europa halser bagefter, og at smitten i øjeblikket er stigende i en række større europæiske lande. Det har blandt ført til en genindførsel af række stramme restriktioner i Frankrig og Tyskland. Det er en streg i regningen, da Europa er vores klart største og vigtigste eksportmarked."

Den amerikanske økonomi ventes at vokse med 6,4 pct. i år og 3,5 pct. til næste år. For den kinesiske er tallene henholdsvis 8,4 og 5,6 pct., mens den for euroområdet er på 4,4 pct. i år og 3,8 pct. i 2022, fremgår det af forårsprognosen.

IMF løfter sin globale vækstprognose 

Pilen peger på stærkt stigende oliepriser 

Kinas økonomi er på vej mod normalisering 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også