ShippingWatch

Kinas økonomi er på vej mod normalisering

Væksten er en forstærkelse af en opgang i økonomien over de seneste måneder, hvor Kina har formået at kontrollere coronasmitteudviklingen så godt, at den økonomiske aktivitet næsten er normaliseret.

Foto: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix

Kinas økonomi blev styrket yderligere i november i kølvandet på coronavirusudbruddet i landet.

Industriproduktionen voksede med 7,0 pct. sammenlignet med november i fjor. Og væksten var større end de 6,9 pct. måneden før. Det viser tal fra Kinas Nationale Statistiske Bureau.

Der er også stærk vækst i det almindelige forbrug, som især blev forstærket af den 11. november, som er årets "festival-handelsdag" for online-shopping. Forbruget steg 5,0 pct. i november fra 4,3 pct. i oktober.

Der blev på denne dag solgt for over 700 mia. dollar på de største platforme for nethandel, som ejes af Alibaba og JD.com.

Væksten er en forstærkelse af en opgang i økonomien over de seneste måneder, hvor Kina har formået at kontrollere coronasmitteudviklingen så godt, at den økonomiske aktivitet næsten er normaliseret.

For hele 2020 ventes en vækst på 1,9 pct. ifølge Den Internationale Valutafond, IMF. Hvis dette holder, så vil Kina være den eneste af verdens store økonomier, som registrerer vækst i coronaåret 2020.

Talsmanden for Det Nationale Statistiske Bureau, Fu Linghui, siger, at "Kinas økonomi er stadig i opgang efter coronaviruspandemien", som først blev opdaget Kina i slutningen af 2019.

Selv om Kina i det store og hele har bragt virusset under kontrol, så har det taget tid at få mere gang i forbruget, mens pandemien stadig raserer mange steder i verden.

Julian Evans-Pritchard, som er ledende økonom hos Capital Economics, siger at ledighedsniveauet er tilbage på samme niveau som før pandemien, hvilket understøtter et øget forbrug i detailhandlen.

"Vi vurderer, at aktiviteten vil forblive høje på kortere sigt, når husholdningerne begynder at få brugt de lagre, som de fik ophobet tidligere på året," siger han.

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs