EU-ledere ønsker aftale med briter – men ikke for enhver pris

Tysklands forbundskansler Angela Merkel og EU-præsident Charles Michel ønsker aftale med briter, men den skal bygge på "fair spilleregler".
EU's præsident Charles Michel | Foto: Yves Herman/AFP/Ritzau Scanpix
EU's præsident Charles Michel | Foto: Yves Herman/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mens Storbritannien truer med at trække stikket i forhandlingerne med EU om en handelsaftale og det fremtidige forhold, udtrykker flere EU-lande vilje til at fortsætte.

Forhandlingerne synes at stå stille. Det er de samme emner, som parterne har diskuteret i månedsvis. Det er fiskeri og fair spilleregler, herunder statsstøtte.

"Vi ønsker en aftale, men vi ønsker også at beskytte de fair spilleregler," siger EU-præsident Charles Michel, da han ankommer til et topmøde i Bruxelles.

På topmødet skal EU's stats- og regeringschefer torsdag eftermiddag drøfte forhandlingerne. De vil få en orientering fra chefforhandler Michel Barnier, som mange gange i løbet af efteråret har sagt, at det går trægt.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sagde i september, at hans deadline for en aftale ville være 15. oktober.

Efter et møde onsdag med EU-præsident Charles Michel og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lod Johnson forstå, at han vil afvente udfaldet af EU-topmødet, men at den britiske regering måske derefter vil trække sig og give op.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, håber, at briterne bliver ved forhandlingsbordet.

"Vi vil have en aftale – men selvfølgelig ikke for enhver pris. Det skal være en fair aftale, der tjener begge parters interesser. Det er forsøget værd," siger Merkel.

Fiskeri er et centralt område, hvor EU og briterne ikke kan blive enige. Det skyldes, at Storbritannien bliver en uafhængig kyststat med ret over egne farvande.

Fiskeri har meget høj prioritet for Danmark og danske fiskere, som ifølge Danmarks Fiskeriforeningen årligt lander fisk fra britisk farvand for 1,2 milliarder kroner

I Frankrig har Danmark en stærk allieret på fiskerettighederne.

"Vi vil under ingen omstændigheder ofre vores fiskere for brexit," siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, før mødet.

Frankrig vil nægte at acceptere en aftale, der ikke opfylder landets krav for fortsat fiskeri.

Den overgangsperiode, der blev indledt ved briternes exit fra EU 31. januar 2020, udløber 31. december i år.

Kan de to parter ikke få en ratificeret aftale på plads til den tid, vil forholdet mellem EU og Storbritannien blive langt mere kompliceret på en række områder.

Esvagt-chef har opgivet håbet om en brexit-aftale: "Jeg tror ikke på det mere" 

DFDS får del i nye brexit-kontrakter til over en halv mia. kr.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også