Danmarks Skibskredit ridser usikker fremtid op for shipping

Markante lovændringer, protektionisme og en fastfrossen tilstand med alt for mange skibe er blot nogle af de problemer, shippingindustrien står over for de kommende år. ShippingWatch dykker ned i ny rapport fra Danmarks Skibskredit.
Foto: Arkivfoto/Colourbox
Foto: Arkivfoto/Colourbox

Mens den digitale dagsorden raser derudad, skal shippingindustrien samtidig forholde sig til en række andre problemer, der er med til at gøre de kommende år ganske usikre for flere segmenter.

Store lovændringer inden for miljøet, protektionisme og overkapacitet er blot nogle af de faktorer, der er med til at sløre udsigterne for flere, lyder det i den nyeste rapport fra Danmarks Skibskredit om tilstanden for shipping.

ShippingWatch giver et rids af nogle af de tendenser, der bliver fremhævet af Danmarks Skibskredit.

For containerrederne er der flere udfordringer. For det første ser efterspørgslen ud til at skifte til mere regionale netværk, hvilket vil spille negativt ind på væksten i efterspørgslen på de store containerskibe, mens det er godt nyt for de mindre skibe. Alligevel går containerrederne i stor stil efter at være omkostningsledende ved at bestille større og mere effektive skibe, skriver banken.

Overkapaciteten i containerindustrien vil fortsætte de kommende år, især inden for de store skibe.

"De ultrastore containerskibe vil lægge et betydeligt pres på mellemsegmentet (3.000-9.999 teu), mens vi mener, at feeder-segmentet fortsat vil være beskyttet på den korte og mellemlange bane på grund af begrænsninger med infrastrukturen."

2020-regler kan bringe godt med sig

En anden udfordring er de kommende globale svovlkrav fra 2020, hvor de nuværende lave rater og høje brændstofpriser presser redernes profitabilitet, og de nye regler vil spæde til de usikkerheder, der i dag er ved at være en containerreder. Det samme kan EU's beslutning om, hvorvidt man vil forlænge særreglen for containerrederne.

2020-reglerne kan dog også bringe noget positivt med sig.

"På kort og mellemlang sigt vil containerindustrien fortsat være belastet af overkapacitet. Men implementeringen af 2020-reguleringen har også potentiale til at mindske gabet mellem udbud og efterspørgsel, da den ventes at udløse en ny bølge af ophugning af økonomisk forældet tonnage, især i de mindre segmenter," skriver banken og henviser til, at slowsteamning formentlig også vil blive mere brugt fra 2020.

Kina skaber usikkerhed for tørlast

Udsigterne for tørlastmarkedet er på samme vis usikre, selvom Danmarks Skibskredit på den korte bane ser positivt på markedet. Årets første tre kvartaler styrkede markedet takket være en lavere appetit på nye skibe og en stærk efterspørgsel, som især blev trukket af kinesisk import. Vurderingen fra Danmarks Skibskredit er, at tørlastmarkedet vil blive styrket yderligere det næste års tid.

Men fra 2020 er udsigterne usikre – ikke mindst på grund af Kina. Stormagten har sat gang i en reformagenda, som bl.a. skal gøre landet mere grønnere. Det risikerer at ramme den kinesiske import af jernmalm, fordi Kina i stedet vil øge andelen af skrot i stålindustrien.

"Det vil forventeligt sætte yderligere nedadgående pres på tørlastmarkedet," skriver Danmarks Skibskredit, som tilføjer, at det de kinesiske reformer især vil ramme segmenterne Capesize og Panamax.

Pres på værftsindustrien

Værftsindustriens fremtid tegner sig endnu mere usikker ifølge Danmarks Skibskredit. Ligesom containermarkedet plages værftsindustrien af overkapacitet, samtidig med at ordrebøgerne bliver fortsat tyndere. Ud af de 590 værfter på verdensplan er det kun 150, som er lykkedes med at kapre nye ordrer i 2018.

"Udsigterne for de fleste værfter vil fortsat være indhyllet i usikkerhed," lyder det i rapporten.

En af udfordringerne er, at mange redere holder på pengene til nye skibe på grund af bl.a. geopolitiske spændinger og nye miljøkrav. Det hårde marked har derfor sat gang i en konsolidering, som for nogle vil betyde lukning, mens det for andre vil føre til fusioner eller neddrosling.

"Fremtidens værfter vil stæbe efter at blive "smarte" værfter – semiautomatiserede og digitale værfter (hinsides svejsning, robotter etc.) – i stand til at bygge den næste generation af skibe. Digitalisering vil ikke være for alle, men: Mange skibsværfter vil blive tvunget til at tage en beslutning, idet transformationen til et smart værft vil kræve massive investeringer i en periode, hvor mange værfter allerede er gældstynget," skriver Danmarks Skibskredit.

Danmarks Skibskredit: Shipping lider fortsat under ét stort problem 

Danmarks Skibskredit henter kendt analytiker 

Skibskredit: Sådan ser shipping ud fra 2018 og frem 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også