Analytikere: Norden på vej med nyt tab

Samlet ventes Norden onsdag at komme ud af tredje kvartal med et underskud på bundlinjen på 36 mio. dollar, mens konsensus for hele året er et tab på 112 mio. dollar, svarende til cirka 667 mio. kr.
AF RITZAU FINANS

Der er udsigt til fjerde kvartal i træk med underskud på bundlinjen, når D/S Norden onsdag morgen fremlægger tal for tredje kvartal 2014. Norden kæmper nemlig stadig med svage fragtrater inden for i særdeleshed tørlast og ikke alt for gode rateniveauer inden for tank.

Et af de store spørgsmål bliver, om den seneste bedring af tørlastraterne er nok til at ændre på billedet for hele året. Konsensus blandt de syv analytikere, som SME Direkt har spurgt for Ritzau Finans, er et tab af den primære drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 15 mio. dollar i tredje kvartal.

Norden henter ny topchef i Pacific Basin  

I hvert af de foregående tre kvartaler var underskuddet cirka 7-8 mio. dollar. For hele året forudser analytikerne et EBITDA-underskud på 22 mio. dollar, mens Nordens egne forventninger er minus 60 til nul mio. dollar.

"Med de meget svage fragtmarkeder, der har været i dele af tredje kvartal på tørlast, og selvom markedet har fået et løft, ser det ud til, at pusten ret hurtigt er taget ud af det løft. Så mit bedste bud er, at Norden vil indsnævre sine forventninger til den lave ende af spændet, men jeg tror ikke på en decideret nedjustering," siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Svagt kulmarked

Det helt centrale problem i tørlastmarkedet er, at flåden stadig er lige lovlig stor sammenlignet med den efterspørgsel, der er. Desuden har der været nogle helt specifikke udfordringer som et indonesiske forbud mod eksport af bauxit og nikkel og en usædvanlig situation i Sydamerika, hvor argentinske bønder har holdt på kornet, fordi de har afventet en devaluering af landets valuta. Endelig har tørlastmarkedet været ramt af en uventet kraftig afmatning i transporten af kul.

Blandt dette års få positive historier er den kinesiske import af jernmalm. Den har periodevis givet stigende rater til de store capesize-skibe, men har ikke rigtigt smittet af på de andre segmenter.

På det seneste har tørlastrederierne oplevet en bedring i fragtraterne, og det vil alt andet lige også være positivt for Norden. Det får dog ikke euforien til at løbe af med Jacob Pedersen, der mener, at det svage tørlastmarked i andet og tredje kvartal indikerer, at balancen ikke er ret god.

Bedre i 2. halvår

Hos Alm. Brand Markets er aktieanalytiker Jesper Christensen lidt mere positiv. Han venter også et underskud i tredje kvartal, men forudser, at de nuværende rateniveauer vil medføre overskud i de kommende kvartaler.

"Vi ser gode muligheder for, at Norden hæver dets forventninger til resultatet for helåret efter bedre rater i andet halvår 2014," skriver Jesper Christensen i en optakt til Nordens regnskab.

Nordens anonyme investor ind i supertank 

Den største kortsigtede risiko er, ifølge analytikerens vurdering, at Norden på grund af de svagere markeder i første halvår har valgt at operere med et lavere antal skibsdage i årets anden halvdel.

"Gode resultater for andet halvår 2014 og en løftet guidance kan på kort sigt løfte aktien, og ellers forventer vi, at den tålmodige investor bliver belønnet i 2015 med stigende rater og aktiekurs, skriver Jesper Christensen, der ligesom Sydbanks analytiker har en købsanbefaling af Norden.

Mens forventningerne til tørlastdivisionen ikke er ret store, når der tales om mulighederne for at få et driftsoverskud i tredje kvartal, er forventningerne større til Nordens produkttankdivision. Den ventes at komme ud af kvartalet med et lille overskud på EBITDA-niveau, viser SME's estimater.

Tab på 112 mio. USD i 2014

Samlet ventes Norden at komme ud af tredje kvartal med et underskud på bundlinjen på 36 mio. dollar, mens konsensus for hele året er et tab på 112 mio. dollar, svarende til cirka 667 mio. kr.

En af de ting, der kan risikere at påvirke bundlinjen i tredje kvartal, er dagsværdireguleringer af sikringsinstrumenter. Sydbank forventer, at de vil være påvirket af de faldende bunkerpriser.

Når Norden indgår en lastekontrakt frem i tid, går rederiet med det samme ud og køber brændstof til lastekontrakten. Instrumenterne anvendes altså udelukkende til sikringsformål.

Ny topchef er et markant stilskifte i Norden  

 

Norden har tabt 6 mia kroner i markedsværdi i år  

Storaktionærer i Norden opsiger indbyrdes aftale  

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også