Storaktionær sælger alt i Norden: Tørlastrederier giver dårligt afkast

Investeringer i shipping og i særdeleshed i tørlastrederier er en dårlig forretning over tid, siger topchefen for Rasmussengruppen. Den tidligere storaktionær i Norden har derfor solgt alle sine aktier i det danske rederi.
Foto: Rasmussengruppen
Foto: Rasmussengruppen
AF RITZAU FINANS

Det norske familiefirma Rasmussengruppen har fredag solgt samtlige sine aktier i Norden, og dermed slutter 13 års ejerskab, der har budt på op- og nedture, men samlet givet et afkast i underkanten af 900 mio. kr.

Salget bunder i en manglende tro på rederiets evne til at skabe afkast i et svært marked, og Rasmussengruppen ville egentlig gerne have solgt tidligere, men markedet har været for svagt.

"Vi vurderer det sådan, at shipping er højrisiko, og at det over tid giver dårligt afkast. Når man ser langsigtet på det, så er der ikke mange tørlastrederier, som har givet gode afkast," siger Dag Rasmussen, der er adm. direktør for Rasmussengruppen, til Ritzau Finans.

Den norske virksomhed har været aktionær i Norden siden 2004, hvor det samtidig indgik en aftale med en anden storaktionær, Motortramp, som udløb i 2015.

Aftalen betød, at de ikke måtte sælge deres aktier uden først at tilbyde dem til den anden, og hvis modparten afviste at købe, havde denne til gengæld krav på at sælge sine Norden-aktier til samme pris.

"Vi har været bundet af en aktionæraftale med Motortramp, men da den udløb i 2015, var Norden-aktien i frit fald."

"Men nu har vi haft en periode, hvor optimismen er vendt lidt tilbage i shipping, og Baltic Dry-indekset er på et ok niveau, så vi følte, at det var et fint tidspunkt at sælge," siger Dag Rasmussen.

Investering har været ok

Selv om Rasmussengruppen ikke tror på tørlast længere, vil Dag Rasmussen betegne investeringen i Norden som godkendt.

" Vi kom ind i 2004, og frem til 2008 var der en eventyrlig periode, som man nok aldrig kommer til at opleve igen, og det betød, at vi samlet har fået et acceptabelt afkast," siger Dag Rasmussen.

Rasmussengruppen købte 20 pct. af aktierne i Norden i slutningen af 2004 og en smule mere i 2007, og virksomheden betalte samlet 1,18 mia. kr., svarende til gennemsnitskurs på cirka 123 kr.

Siden blev omkring halvdelen af aktierne solgt for 150 kr. i 2009, mens den sidste bid er solgt fredag til 115 kr. per aktie.

Udbytte skæpper i kassen

Målt på aktiekursen alene har Rasmussengruppen fået et afkast på omkring 85 mio. kr. eller omkring 7 pct. på 13 år, hvilket dog er bedre end den generelle kursudvikling i tørlastbranchen, hvor der i perioden har været et negativt afkast målt på udviklingen i Dry Bulk Ship Index.

Medregner man udbytter i perioden, har udviklingen været noget bedre, da afkastet dermed lyder på cirka 862 mio. kr. eller 73 pct.

Dag Rasmussen fortæller, at det er meget sandsynligt, at pengene fra Norden-salget kommer i spil i en ny investering.

Rasmussengruppen har for nyligt købt stort op i det norske rigselskab Borr Drilling og har også aktier i blandt andet selskabet Shearwater Geoservices, der leder efter olie og gas i undergrunden, og ejendomsselskabet Avantor.

Rasmussengruppens aktiesalg i Norden til 115 kr. var en rabat på 9,4 pct. i forhold til lukkekursen torsdag. Fredag falder Norden-aktien 8,4 pct. til 116,30 kr..

Norsk storaktionær vil ud af Norden

Jan Rindbo: Der er tale om et markant skifte for Norden

Norden får overskud på tørlast 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også