Nu driver vinden Maersk Tankers' transport af olie

I går sejlede det første Maersk Tankers-skib afsted fra Rotterdam med vinden som en væsentlig drivkraft. Og måske skal endnu flere skibe i flåden have installeret kæmpesejl, lyder det fra rederiet. Video viser her, hvordan de særprægede sejl monteres på produkttankskibet.
Foto: PR-foto: Maersk Tankers
Foto: PR-foto: Maersk Tankers

Skibet Maersk Pelican er netop sejlet ud på sin første rejse med to besynderlige, kæmpemæssige rør, som rager godt op i landskabet.

Sent torsdag aften forlod skibet nemlig havnen i Rotterdam, hvor Maersk Tankers i denne uge har fået installeret to 30 meter høje "sejl" ombord. Det står dermed som den foreløbige kulmination på halvandet års arbejde med at blive klar til at teste vindteknologi som en måde at spare brændstof og reducere udledningen af CO2.

Hos Maersk Tankers ser Chief Technical Officer Tommy Thomassen et stort potentiale for, at flere års snak om vindteknologi i industrien kan udvikle sig til konkrete beviser for, at teknologien er moden.

"Den her teknologi er det næste skridt i en udvikling, der har været undervejs længe. Vi har taget skridt igennem mange år mod at reducere vores emissioner og brændstofforbrug, og det her giver en mulighed for at lave en markant forandring på den rejse. Vi har regnet os frem til en årlig gennemsnitlig forbedring på 7-10 pct., så det venter vi os meget af," siger Tommy Thomassen til ShippingWatch.

Se video af monteringen af de to sejl her.

Længere testfase begynder

Det er selskabet Norsepower, der har stået for levering og installation af de to cylinderformede rotorsejl, der måler 30 meter i højden og fem meter i diameter. Rørene fungerer konkret ved at rotere, hvilket giver en fremadrettet kraft.

Nu begynder så en mindst otte måneder lang testfase, hvor skibet skal testes under forskellige sejladsforhold som f.eks., hvor tungt skibet er lastet. Også forskellige forsejlingsforhold i forhold til kortere og længere rejser bliver undersøgt, mens at de rigtige vindmønstre på rejserne også skal findes.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tommy Thomassen, Chief Technical Officer hos Maersk Tankers | Foto: PR-foto: Maersk Tankers
Tommy Thomassen, Chief Technical Officer hos Maersk Tankers | Foto: PR-foto: Maersk Tankers

I den proces bliver flere ting afgørende for, at Maersk Tankers vil gå videre med teknologien, fortæller Tommy Thomassen.

Blandt andet at det bliver bevist, at sejlene kan opereres, både i havneterminaler og i tæt farvand. Men håndteringen af sejlene skal også foregå sikkert, både i forhold til vedligehold og personalet ombord på skibet.

"Lige så vigtigt er det, at vi får eftervist besparelsespotentialet. Vi er ret komfortable med, at det er der, men nu skal vi have det testet," siger Tommy Thomassen.

Hvornår vil man se jer installere sejl på en større del af Maersk Tankers flåde?

"Det vil vi gøre, hvis reduktionen i brændstofforbruget bliver eftervist. I og med at der er tale om prototyper, vi har fået installeret nu, er de for dyre til at være et kommercielt produkt. Så vores leverandører har en opgave i at få gjort prisen mere konkurrencedygtig. Det er det parallele løb, der skal foregå, samtidig med at vi tester."

Projektet er primært finansieret af den engelske fond ETI, mens også Shell Shipping & Maritime og førnævnte Norsepower er med i projektet. Ifølge Tommy Thomassen består Maersk Tankers investering i projeke hovedsageligt af at stille skib, mandskab og tid til rådighed.

Mest for de store skibe

Skibet Maersk Pelican er et 109.600 dwt stort produkttankskib af typen LR2 (Long range).

Det er også netop de store skibstyper, hvor Maersk Tankers oplever, at teknologien med vindkraft er mest anvendelig, forklarer Tommy Thomassen.

"Det har noget at gøre med skibenes brændstofforbrug, men også deres sejladsmønstre, da de typisk sejler på længere rejser. For de mindre skibe som handysize og Maersk Tankers Intermediate-flåde er der behov for en lavere pris på sejlene, før teknologien bliver attraktiv."

Selvom vindteknologi altså har været debatteret som en mulighed for at dæmme op for belastningen på klima i de senere år, så har teknologien endnu været relativt begrænset. En virkelighed, der også viser sig ved, at leverandøreren Norsepower på verdensplan nu har installeret sin teknologi ombord på blot tre skibe.

Tommy Thomassen mener dog også, at det først er nu, at teknologien for alvor træder op i en skala, hvor det bliver interessant for en større del af shippingindustrien.

"Med alt teknologi skal den først udvikles og testes, og det er først nu, at man får de enheder, der er store nok til at gøre det interessant. De tidligere forsøg, vi har set i industrien, har været for tunge og svære at installere ombord," siger han og fortsætter:

"Men med de materialer og kontrolsystemer, der ligger bag her, kan vi nu få en teknologi ombord, som trods størrelsen er relativt let, og som kan give en stor effekt."

Maersk Pelicans sejlruter forbliver de samme som hidtil, uddyber han. Skibet kommer derfor til at sejle på hovedruterne for LR2-skibe, hvilket typisk er fra Rotterdam ned til Rødehavet, Den Persiske Golf og Fjernøsten.

I planlægningen af rejsen skal der fremover nu også tages højde for vindforholdene.

Maersk Tankers' forsøg med kæmpesejl ramt af forsinkelse 

Kæmpesejl skal spare Maersk tankskib for brændstof 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu