Maersk Line mangler at høre fra FMC om 2M

På Esplanaden i København har man endnu ikke hørt noget fra de amerikanske søfartsmyndigheder, FMC, om en godkendelse af Mærsk-gruppens samarbejde med containerrederiet Mediterranean Shipping Company MSC.
AF RITZAU FINANS

Det er ikke officielt blevet meddelt til Maersk Line, at 2M-alliancen er godkendt af FMC. Det fortæller Maersk Lines pressechef, Michael Storgaard, til Ritzau Finans torsdag morgen.

Natten til torsdag har nyhedsbureauet Reuters ellers rapporteret, med henvisning til en af de fem rådsmedlemmer i FMC, at rådet har godkendt det såkaldte 2M-samarbejde med effekt fra lørdag.

Endnu er der dog ikke officielt indløbet en eventuel godkendelse til Maersk Line, som dog har noteret sig Reuters' rapport. Og Maersk har sendt en officiel meddelelse til fondsbørsen, hvori rederiet oplyser, at det vil udsende en officiel meddelelse, hvis alliancen godkendes.

Store besparelser

I det planlagte samarbejde vil de to containerrederier indsætte 185 skibe på de store handelsruter mellem Europa, Asien og Nordamerika.

Maersk Line kalkulerer med en årlig besparelse på op mod 350 mio. dollar, når 2M er i fuld drift. I første omgang ventes samarbejdet at starte i løbet af første kvartal af 2015.

Rederierne måtte tidligere se en endnu større aftale - kaldet P3 - der også inkluderede franske CMA CGM afvist, fordi de kinesiske myndigheder fandt den potentielt konkurrenceforstyrrende.

Efter den kinesiske afvisning blev rederiet under A.P. Møller - Maersk så enige om et noget mindre samarbejde med MSC.

Alliancen forventes at "forbedre netværkets effektivitet og åbner mulighed for lavere enhedsomkostninger som følge af forbedret udnyttelse af skibenes kapacitet og stordriftsfordele", beskriver Maersk Line.

Den globale shippingbranche har kæmpet med overkapacitet i form af for mange skibe og lave fragtrater siden finanskrisen satte ind i 2008. Også en række andre rederier har indgået omfattende partnerskaber på de store handelsruter, men i størrelse overgås de klart af Maersk Line og MSC, der er branchens to største.

Maersk Line skriver, efter Ritzau har talt med Maersk Line, i en fondsbørsmeddelelse selv, at rederiet endnu ikke selv har fået tilbagemelding fra FMC på 2M.

Maersk Line og MSCs nye alliance godkendt i USA 

Medie: Hvis Kina håndhæver lov kan det ramme 2M  

Drewry: Lang vej til globale alliancer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også