CSAV-aktien falder tungt på aftale med Hapag-Lloyd

To bebudede kapitalforhøjelser som led i aftalen med Hapag-Lloyd har sendt de mindre aktionærer i chilenske CSAV på flugt.

Aktien i containerrederiet CSAV, Cia. Sud Americana de Vapores SA, falder som en sten på børsen i Santiago, efter at aktionærerne har nærlæst den planlagte aftale, hvor Hapag-Lloyd overtager det chilenske rederi mod en aktiepost til CSAV på ca. 30-34 procent i det tyske rederi.

Ifølge Bloomberg faldt CSAV-aktien 12 procent fredag. Det største fald i over to år og efter en periode, hvor aktien siden 3. december 2013 er steget med 31 procent, hvilket var dagen før, CSAV, der kontrolleres af den stenrige Luksic-familie, orienterede markedet om forhandlingerne med Hapag-Lloyd.

Medie: CSAV bliver storaktionær i Hapag-Lloyd 

Ifølge aktieanalytiker Arturo Curtze fra VanTrust Capital falder aktien på grund af de mindre aktionærers frygt for, at deres aktier udvandes i forbindelse med to bebudede kapitalforhøjelser som led i aftalen med Hapag-Lloyd. Samtidig har det været svært at værdifastsætte aftalen, fordi Hapag-Lloyd ikke er børsnoteret.

I løbet af det næste år skal der gennemføres to kapitaludvidelser på hver 370 mio. euro, 507 mio. USD, ligesom CSAV forpligter sig til at indskyde yderligere 200 mio. USD til delvis finansiering af bestilte nybygninger.

Chilenske CSAV lander i minus 

"Det er ikke første gang, at CSAV overrasker markedet med flere og flere kapitalforhøjelser," siger Arturo Curtze til Bloomberg.

Hapag-Lloyd vil med aftalen styrke sin tilstedeværelse på ruterne mellem Europa og Latinamerika og Latinamerika-Asien.

Luksic-familien kontrollerer CSAV med en aktiepost på 46 procent og den har investeret over en mia. USD i CSAV inden for de sidste to år efter et gigantisk tab i 2011 på 1,25 mia. USD. Rederiets har de første ni måneder af 2013 haft et underskud på 108 mio. USD. 

Maersk og Hamburg Süd udfordres i Sydamerika 

Hapag-Lloyd og CSAV enige om fusion 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu