Maersk optakt: Det lytter analytikerne efter

Analytikerne forventer blandt andet at få begreb om handelskrigens konsekvenser, når Maersk afleverer regnskab fredag. Men der er flere store spørgsmål, der skal besvares.
AF RITZAU FINANS

Med nedjusteringen i sidste uge fik A.P. Møller-Mærsk lettet noget af trykket på aktien og fjernet de værste bekymringer om rederiets indtjening.

Men hvor meget kan rederiet selv gøre for at fortsætte den spage bedring, der ifølge de foreløbige tal viste sig i andet kvartal, og hvor meget er containerbranchen i handelskrigenes vold?

Det er nogle af de store spørgsmål til Maersk-ledelsen, når det fulde regnskab for andet kvartal præsenteres fredag.

Mere styr på omkostningerne

"Hvis vi kigger på den udmelding, der kom sidste tirsdag, som aktien fik lov til at stige på, så ser forretningen underliggende ud, som om den er i ganske pæn bedring. Det vil vi så gerne have bevis for her," siger analytiker Ricky S. Rasmussen fra Nykredit.

Maersk-aktien steg på to dage knap 12 pct. efter nedjusteringen, som var mindre end frygtet i markedet. Nu venter Maersk et driftsoverskud (EBITDA) i 2018 på mellem 3,5 og 4,2 mia. dollar, hvor flere analytikere ellers havde spået et resultat omkring 3,1 til 3,4 mia. dollar.

Og de få tal for andet kvartal, som Maersk-toppen i samme omgang afslørede, vidnede om et fald på 5 pct. for enhedsomkostningerne i containerfarten - efter at den post ellers skuffede gevaldigt i første kvartal.

"Så man har taget hårdt fat. Nu skal vi så finde ud af, om det er vedvarende, og hvor meget mere, der kan ske. For der er ingen tvivl om, at Maersk er størst på markedet lige nu, så der burde være mulighed for at spare forholdsvis meget på omkostningerne," siger Ricky S. Rasmussen.

Handelskrigens skygge

Til gengæld er det mere tvivlsomt, hvad Maersk og de andre rederier kan stille op over for den handelskrig, der efterhånden ruller med hvert nyt sværdslag fra USA mod især Kina og EU - og den løbende gengæld.

"Vi ved, at der kommer nye toldsatser på varer i fjerde kvartal, så der er rigtig meget, der skal flyttes inden da. Så vi vil lytte efter, hvordan det har påvirket fragtmængderne i juni og tredje kvartal hidtil - om man går imod nogle periodeforskydninger, man måske kan udnytte - og hvor sikre man er på at få et godt halvår," siger Ricky S. Rasmussen.

Så meget taber rederierne for hver container, de sejler med 

Første containerrederi præsenterer kvartalsoverskud 

Alphaliner: Kapaciteten er ved at rende fra containerrederierne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også