Statoil i endeligt opgør om de fede lønninger

"Vi må sige det rent ud. Den fremtidige bemanding i olie- og gasindustrien vil blive mindre, og vi kommer til at udføre samme type aktivitet, som vi gør i dag, med færre folk," lyder det fra Statoils koncernchef, som en gang for alle gør op med de høje lønninger i norsk offshore.
Foto: Statoil, pressefoto
Foto: Statoil, pressefoto

Statoils koncernchef lægger ikke fingrene imellem, når han i det, som man kan vælge at se som energiselskabets endelige opgør med fede lønninger og sikre arbejdspladser i norsk offshore, skal beskrive mulighederne som ansat de kommende år.

Olieprisen er nede på en tredjedel af, hvad den var i sensommeren 2014, energiselskaberne er tvunget til at effektivisere, nedlægge investeringer og arbejdspladser, og i sidste ende vil det tage livet af de helt specielle forhold, der har eksisteret i årtier for borebisserne og andre, der har arbejdet i ly af den konstant stigende oliepris.

Forudsigelsen om, at lønningerne for at være ansat i norsk offshore er på vej nedad og sandsynligvis vil nærme sig mere almindelige industrilønninger, kommer fra Statoil selv i en artikel i den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv. Energiselskabets koncerndirektør Anders Opedal forudser både færre job og lavere lønninger fremover.

"Det er bare at sige det rent ud. Den fremtidige bemanding i olie- og gasindustrien vil blive mindre, og vi kommer til at udføre samme type aktivitet, som vi gør i dag, med færre folk. Man kan se på, hvad fremstillingsindustrien gjorde i 1990'erne eller begyndelsen af 2000-tallet. Det er samme omstillingsproces, som vores industri må igennem de kommende årene. Det bliver krævende," lyder det fra Anders Opedal.

Farvel til høj løn

I februar strammede Statoil endnu en gang målet for sit effektiviseringsprogram. Der skal effektiviseres for 2,5 milliarder dollars årligt sammenlignet med 2013-niveauet. Ved slutningen af året skal antallet af ansatte været skåret ned til cirka 21.000 sammenlignet med de 25.500 ved udgangen af 2013.

Opedal mener, der er plads til forbedringer, for som han udtrykker det, har man kun kradset lidt i overfladen de seneste ti til 15 år. Direkte adspurgt til Statoils gennemsnitlige grundløn, der er på 750.000 norske kroner, mener koncerndirektøren, at den skal ned på samme niveau som i den almindelige fremstillingsindustri:

"Ikke til næste år eller året efter. Men på lang sigt bliver olie- og gasindustrien sikkert ligesom enhver anden industri," siger han og tilføjer, at der nok vil gå op imod 15 år, før de to lønninger er i balance.

I en anden stor norsk industrivirksomhed, Norske Skog, er grundlønnen for en procesoperatør ifølge avisen 410.000 norske kroner om året.

"Hvis vi fortsætter som før, skaber vi ikke trygge arbejdspladser. Budskabet er, at uanset olieprisen må vi forbedre os. Vi må nærme os fremstillingsindustrien. Vi er nødt til at være lige så effektive som dem. De tider, hvor vi har haft et helt andet effektiviseringsniveau, lønniveau og serviceniveau, forsvinder på lang sigt," fastslår han.

Statoil forlænger borekontrakter for milliarder

Statoil-formand: Olie og gas er attraktivt også om ti år

Statoil-anlæg i Algeriet angrebet

Statoils tillidsfolk frygter masseudflytning af arbejdspladser  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også