Flere boringer behøves i norsk gigantfelt

Der skal bores yderligere seks vurderingsbrønde i 2013, før der kan gives en præcis vurdering af det gigantiske Johan Sverdrup-oliefelt i Norge, hvor A.P. Møller - Mærsks olieforretning Maersk Oil deltager.
Foto: Maersk Oil
Foto: Maersk Oil
AF RITZAU FINANS

Der skal bores yderligere seks vurderingsbrønde i 2013, før der kan gives en præcis vurdering af det gigantiske Johan Sverdrup-oliefelt i Norge, hvor A.P. Møller - Mærsks olieforretning Maersk Oil deltager.

Det fortæller en af Maersk Oils partnere i feltet, Lundin Petroleum, i sit årsregnskab onsdag morgen.

Det store Johan Sverdrup-felt strækker sig over to olielicenser i Nordsøen ud for Norges kyst. Maersk Oil ejer 20 pct. af det ene, PL501, men den endelige fordeling af procenterne i det samlede felt er ikke besluttet endnu.

Lundin Petroleum vil selv stå for mindst tre vurderingsbrønde i 2013, hvoraf én allerede er i gang med at blive boret, og Statoil ventes også at iværksætte tre boringer i årets løb, skriver Lundin Petroleum i årsregnskabet.

Statoil regner derefter med at kunne give en mere præcis vurdering senere på året, hvor der også skal laves en såkaldt "concept selection" plan for feltet.

Partnernes seneste estimat for Johan Sverdrup lyder på mellem 1,7 og 3,3 mia. tønder olieækvivalenter, mens det norske oliedirektorat i januar vurderede feltet til at have mellem 1,26 og 2,52 mia. tønder.

En endelig aftale, der fordeler procenterne af feltet mellem partnerne, ventes færdig senest i slutningen af 2014, hvor der også skal indsendes en feltudviklingsplan til godkendelse hos de norske myndigheder.

Feltet ventes først at levere olie fra 2018, hvor Maersk Oil ifølge en foreløbig prognose forventer at få en produktionsandel på omkring 50.000 tønder olie per dag.

RITZAU FINANS

 

Svenskere melder igen om godt nyt fra Johan Sverdrup

Danske firmaer har godt fat i den norske olie

Maersk Oil vil have flere licenser i Nordsøen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også