BP vil betale rekordbøde efter oliekatastrofe

Oliegiganten vil erkende sig skyldig i flere forseelser efter det ødelæggende olieudslip i 2010, skriver Ritzau

Det multinationale olieselskab BP vil erklære sig skyldig i en række kriminelle forseelser og betale en rekordstor bøde i erstatning efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf, der fandt sted for over to år siden. Det siger anonyme kilder, som har kendskab til sagen mellem BP og USA's justitsministerium, til nyhedsbureauet Reuters, skriver Ritzau.

BP havde ansvaret for olieplatformen Deepwater Horizon, som havarerede 20. april 2010 og efterlod en åben brønd på 1600 meter dybde, der sendte millioner af liter råolie ud i havet. 11 ansatte omkom, og katastrofen førte til den værste olieforurening i USA's historie.

Vil lukke sagen

Ifølge de anonyme kilder vil BP muligvis allerede torsdag erklære sig skyldig for at slippe for yderligere retsforfølgelse i sagen. Det er dog uklart, hvad det er, oliegiganten vil erkende sig skyldig i.

BP har i måneder kæmpet mod de amerikanske myndigheder og flere lande i Den Mexicanske Golf i striden om at placere ansvaret for oliekatastrofen.

Ifølge en kilde vil BP betale en milliardstor bøde i erstatning efter oliekatastrofen. Erstatningen skulle angiveligt være den største i USA's historie.

Rekorden indtil nu har medicinalkoncernen Pfizer - selskabet betalte i 2009 1,3 milliarder dollar for marketing-snyd.

BP og justitsministeriet i USA vil hverken be- eller afkræfte oplysningerne. Men olieselskabet siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at man gør fremskridt i sagen.

BP køber op i Rosneft 

Få bøder trods tusindvis af olieudslip i Nordsøen 

BP skal udbetale 7,8 mia. USD i Macondo-erstatning 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også