Nordsøfonden ser nye kommercielle felter i Nordsøen

En række nye, mindre olie- og gasfund i den danske del af Nordsøen ser så lovende ud, at Nordsøfonden mener, at de kan udnyttes kommercielt inden for få år. Der er tale om felter beliggende på forholdsvis lav vanddybde i den vestligste del af Nordsøen.

Ifølge Danmarks tredje-største olieproducent, det statslige Nordsøfonden, er udviklingen af flere mindre olie- og gasfund så lovende, at de sandsynligvis kan udnyttes kommercielt inden for de kommende år.

De fund, som Nordsøfonden for tiden vurderer med henblik på mulig kommerciel udnyttelse, er oliefundene Solsort, Ravn, Lille John og Rau samt gasfundene Luke og Broder Tuck. Fundene ligger i meget forskellige geologiske lag og dybde lige fra ca. 1 km til mere end 4 km, hvilket også gør nogle af dem interessante for operatører, der ikke nødvendigvis har ekspertise med meget dybe felter.

Afgrænsningsboring

”Det seneste oliefund – Lille John – er fra sidste sommer, og et fund gjort i mindre end 1 km dybde, som vi mener, er meget interessant. Derfor planlægges der en afgrænsningsboring for mere præcist at kunne sige, hvor stort fundet er, men vi vurderer, at der er en god chance for, at vi taler om et kommercielt fund, og har da også en mening om, hvor stort det kan være. Men det holder vi for os selv indtil videre,” siger adm. Direktør i Nordsøfonden Peter Helmer Steen til ShippingWatch.

For tiden er det dog meget svært at få fat på en borerig til at bore afgrænsningsboringen, så der kan gå noget tid, før man vil være i stand til at afgøre, om oliefundet kan udnyttes kommercielt.

Nye muligheder

I lyset af de seneste års mange olie- og gasfund i den danske del af Nordsøen er det Nordsøfondens vurdering, at der fortsat er betydelige uopdagede ressourcer i Danmark, hvilket den fortsatte interesse for yderligere efterforskning – herunder for den kommende 7. runde - ligeledes vidner om, ifølge Fonden.

"Udover nye olie- og gasfund må man forvente, at den teknologiudvikling, som vi har oplevet i de seneste 30 år i olieindustrien fortsætter med uformindsket kraft i de næste 30 år, hvilket vil betyde, at en betydelig del af de mange mia. tønder restolie i de danske oliefelter vil kunne indvindes kommercielt og resultere i stor værdiskabning til samfundet," siger Peter Helmer Steen.

Nordsøfonden tror på fordobling af olie-udvinding

Maersk: Vi investerede ikke nok i olie-efterforskning

Nordsøfond: Ingen konflikt mellem olie og grøn energi

Nordsøfonden træder ind i DUC 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også