Hård modstand mod oliejagt i Arktis

Mærsk, DONG Energy og andre store energiselskaber på jagt efter olie i Arktis skal forberede sig på at tage en tørn med en af verdens mest højtråbende miljøorganisationer Greenpeace.
Foto: JONATHAN HAYWARD
Foto: JONATHAN HAYWARD

Den seneste uges aktioner mod Shells isbryder Nordica på vej gennem finsk, svensk og dansk farvand med kurs mod havet nord for Alaska er kun en begyndelse. Det er et klart forvarsel om, hvad alverdens energiselskaber - herunder Mærsk Oil og DONG Energy - kan vente sig, hvis de kaster sig ud i olieboringer i Arktis. Det skriver Berlingske Business mandag.

I disse dage aktionerer Greenpeace mod Shells planlagte boringer ud for Alaska. Isbryderen Nordica er på vej fra Helsinki mod Arktis, hvor den skal hjælpe oliegiganten med at bore til sommer. Aktionerne er blot de seneste i rækken af aktioner rettet mod olieindustrien på jagt højt mod nord.

Jon Burgwald, arktisansvarlig i Greenpeace, lægger ikke skjul på, at der kan komme mere af samme skuffe, da organisationen har et erklæret mål om at undgå olieboringer i Arktis.

»Antarktis er fri for olieboringer, og sådan burde det også være med Arktis. Det er nu, vi skal gøre noget. Ikke om 20 år når det hele er for sent,« siger Jon Burgwald, der er stærkt bekymret for de naturmæssige konsekvenser af oliejagten i det sårbare og unikke arktiske klima, hvor udslip af olie kan få fatale konsekvenser for miljø, dyreliv og lokalbefolkning.

Arktis har haft højeste prioritet i Greenpeace siden 2010. Det ligger derfor i kortene, at de aktuelle aktioner ikke bliver de sidste.

»Der har ikke været offshore-boringer i Arktis de seneste tre år, uden at vi har været i aktion. Alene i Grønland havde vi en serie af aktioner i både 2010 og 2011,« siger Jon Burgwald.

Maersk Oil og DONG Energy håber på produktion af olie og naturgas ved Grønland i løbet af nogle år. Selskaberne har folk, der udelukkende ser på mulighederne for at finde olie i Grønland. Hvor mange penge firmaerne satser på efterforskningen dér, røber de ikke. Men Maersk og DONG slipper næppe for Greenpeace.

»Vi vil følge Mærsk og DONG tæt, og vi vil være kraftige i vores kritik af dem,« siger Jon Burgwald.

Banker og forsikringsselskaber advarer ligeledes. Senest har den tyske storbank West LB meddelt, at den ikke vil ikke finansiere arktiske olieeventyr, mens et af verdens største forsikringsselskaber, Lloyds, advarer om de gigantiske regninger, der skal betales ved udslip.

»De miljømæssige konsekvenser af katastrofer i Arktis har potentiale til at blive værre end i andre regioner. Virksomheder, der opererer i Arktis, må imødese en betydelig risiko for deres omdømme,« hedder det i en rapport fra Lloyds.

Dong: Arktisk olie kræver ekstraordinær sikkerhed 

Lloyds advarer mod risikabelt arktisk olieeventyr 

Avis: Finansielle aktører advarer mod oliejagt i Arktis 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også