Frasalg gav lavere volumener hos DP World i Q3

DP World, der driver flere end 60 containerterminaler på seks kontinenter, oplevede i tredje kvartal 2012 et fald i volumenerne på 1 pct. til 14,2 mio. tyvefodscontainere (TEU). Forklaringen er blandt andet, at DP World har afhændet tre delvist ejede terminaler, om end også faldende volumener i Europa, Mellemøsten og Afrika, påvirkede selskabet. På sammenlignelig basis steg volumenerne dog med 0,5 pct. i kvartalet.
"I årets tredje kvartal har der været en vækstafmatning i containervolumenerne, hvor nogle af vores regioner har meldt om et lille fald i volumenerne, som reflekterer det udfordrende makroøkonomiske miljø. Til trods herfor reflekterer vores vækst for de første ni måneder en god vækst i forhold til samme periode sidste år, og mens der fortsat er usikkerhed om makroøkonomien, fastholder vi forventningerne til EBITDA," udtaler Mohammad Sharaf, der er administrerende direktør for DP World, i en meddelelse.
Ser man på de første ni måneder af regnskabsåret, steg bruttovolumenerne med 4,5 pct. drevet af en stærk vækst i Amerika, Asien-Stillehavet, Mellemøsten og De Forenede Arabiske Emirater. Porteføljen af konsoliderede terminaler rapporterede om et fald i volumenerne på 0,7 pct. i tredje kvartal 2012, da Asien-Stillehavet, Det Indiske Subkontinent, Europa, Mellemøsten og Afrika meldte om små fald i volumenerne.
RITZAU FINANS
Terminal-gigant parat til yderligere investeringer i Latinamerika
DP World udvider havn i Jebel Ali