Mette Frederiksen venter hurtig EU-løsning på havvindmøller

Ingen har interesse i at bremse danske havvindmøller, siger Mette Frederiksen før EU-topmøde.
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) er overbevist om, at der findes en løsning med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, så der kan gives grønt lys til danske havvindmøller.

Det siger statsministeren på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles. Her vil Mette Frederiksen tage sagen op med Ursula von der Leyen.

”Jeg håber, at vi så hurtigt muligt finder en løsning. Og det føler jeg mig faktisk også sikker på, at vi gør. For der er ingen, der har en interesse i, at Danmark ikke producerer en masse havvind,” siger Mette Frederiksen.

Havvindmølleparkerne er sat på pause af Energistyrelsen af frygt for, at ordningen for at opføre møllerne er i strid med EU’s statsstøtteregler.

Regeringen har taget sagen op med EU-Kommissionen, og Mette Frederiksen håber, at kunne bringe den et skridt videre efter samtaler med Ursula von der Leyen torsdag.

”Vi har en fælles interesse. I Danmark har vi brug for at producere mere vedvarende energi. Og Europa har brug for mere vedvarende energi. Så jeg forudser ikke, at der vil være en konflikt med EU-Kommissionen,” siger Mette Frederiksen.

Åben dørordningen er en model, hvor virksomhederne kan søge om at få tildelt havarealer uden betaling, hvis de til gengæld selv står for alle omkostninger til udvikling og opførelse af projektet.

Den store interesse for det fik politikerne til at stramme kriterierne, og det blev foreslået, at virksomhederne skulle betale et samfundsbidrag. Det erklærede to af de store aktører, CIP og Ørsted, sig åbne overfor.

Når det bliver så værdifuldt, og når arealerne til møller fordeles først til de hurtigste, gør det, at det muligvis er i strid med EU-retten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også