Miljøstyrelsen beder Maersk forklare flagskifte på ophuggede skibe

Miljøstyrelsen har bedt Maersk forklare, hvorfor rederiet skiftede flag på fire danske skibe, som kort efter blev ophugget på strandene i det indiske kystområde Alang. Hvis der er mistanke om en omgåelse af EU's regler, så kan det ende med en politianmeldelse.
Containerskibet Claes Maersk bliver i øjeblikket ophugget i indiske Alang. Det skiftede flag fra Danmark til Hongkong i juli 2018. | Foto: MarineTraffic / Achim Egenolf
Containerskibet Claes Maersk bliver i øjeblikket ophugget i indiske Alang. Det skiftede flag fra Danmark til Hongkong i juli 2018. | Foto: MarineTraffic / Achim Egenolf

Maersk skal forklare de danske myndigheder, hvorfor rederiet skiftede flag på flere skibe, som få måneder senere endte i Alang.

Det sker efter, at ShippingWatch har gjort Miljøstyrelsen opmærksom på, at Maersk har flaget fire skibe ud af Danmark for kort efter at ophugge dem på de kontroversielle beaching-værfter i Indien.

"Miljøstyrelsen har taget kontakt til Maersk for at få klarlagt fakta i sagen. Miljøstyrelsen forventer at få svar primo denne uge, hvorefter styrelsen vil vurdere svaret," skriver styrelsen til ShippingWatch.

EU forbyder i øjeblikket, at europæiske skibe bliver ophugget på de indiske strande. Men da skibene skiftede flag fra Danmark til Hongkong i juli 2018, var de ikke længere omfattet af reglerne.

Maersk har tidligere erklæret sig villig til at flage ud for fortsat at kunne skrotte i Indien. Rederiet har hverken afvist eller bekræftet, at det er tifældet med de fire skibe.

Miljøstyrelsen har nu bedt om en forklaring.

"Hvis der er mistanke eller bevis for omgåelse af reglerne, kan Miljøstyrelsen overdrage sagen til politiet med henblik på politiets videre efterforskning og retsforfølgelse," skriver styrelsen.

Fik afvist ansøgning

EU's krav til skibsophugning trådte i kraft 1. januar 2019.

De betyder, at skibe under europæisk flag kun må blive skrottet på værfter, som EU har godkendt. EU-Kommissionen har indtil videre afvist ansøgninger fra to værfter i Indien. Det gælder bl.a. Shree Ram-værftet, som Maersk arbejder tæt sammen med.

De europæiske regler har mødt kritik fra shippingbranchen, som sender langt størstedelen af sine gamle skibe til skrot i Sydasien. Rederierne mener ikke, at der er nok kapacitet på de værfter, som EU har godkendt i Europa og USA.

Reglerne kan dog relativt nemt omgås ved at skifte flag.

EU-Kommissionen opfordrer derfor medlemslandenes myndigheder til at gå ind i sagen, hvis et skib flager ud af Europa og kort tid efter ender som skrot på strandene i Indien, Pakistan og Bangladesh.

"Hvis ejere af EU-flagede skibe beslutter sig for flage ud af Europa for at omgå reglerne, og skibet bliver ophugget på et ikke-godkendt værft kort tid efter, så bør de relevante myndigheder undersøge, om flagskiftet skete for at omgås de nye krav om kun at ophugge på værfter, som står på den europæiske liste, og uddele en passende straf," lyder det i et skriftligt svar til ShippingWatch, som har bedt Kommissionen forholde sig til Maersks flagskifte.

De fire skibe, Clara, Claes, Cecilie og Thomas Maersk, blev udflaget i juli 2018, inden de ankom til Alang i foråret 2019. Ifølge Maersk blev flagskiftet besluttet i forbindelse med omlægningen af rutenetværket efter opkøbet af det tyske rederi Hamburg Süd.

Maersk udflagede fire skibe fra Danmark – nu er de endt i Alang

Inspektører fandt 34 mangler hos Maersks Alang-partner

Investor vil i dialog med Maersk efter dødsfald på beaching-værft

Oliefonds vagthund har spurgt ind til Maersks beaching i Alang

Minister om Maersks flagtrussel: Det er ikke ordentligt

Ny rapport: Maersk mener at have løst flere problemer i Alang 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også