Blue Water har droppet etisk beslutning: Sender igen fragt gennem Rusland

For to år siden traf selskabet en etisk beslutning om ikke at bruge de russiske jernbaner. Nu har speditøren skiftet holdning. Mærsk og DSV holder fast i nej.
Egentlig ville Blue Water Shipping ikke tilbyde transport gennem Rusland af etiske årsager, men nu har speditøren ændret mening. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Egentlig ville Blue Water Shipping ikke tilbyde transport gennem Rusland af etiske årsager, men nu har speditøren ændret mening. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

(Opdateret 28 februar. Blue Water Shipping er efter publiceringen af artiklen kommet frem til, at virksomheden ikke har genoptaget fragten gennem Rusland, som det ellers først blev oplyst i nedenstående skriftlige svar til ShippingWatch. Blue Waters forklaring og beklagelse kan læses her).

Blue Water Shipping er igen begyndt at tilbyde sine kunder at sende varer med godstog gennem Rusland, hvor staten driver jernbanerne.

I kølvandet på den russiske invasion af Ukraine for to år siden valgte Esbjerg-selskabet ellers at sige stop af etiske årsager.

Men nu har selskabet ændret holdning i kølvandet på angrebene på skibe i Det Røde Hav, som har skabt forsinkelser på søfragt fra Kina til Europa.

”Transport via Rusland er ikke en løsning vi generelt tilbyder, men vi oplever, at enkelte kunder specifikt efterspørger denne løsning i forhold til deres forsyningskæde – især på grund af situationen omkring det Røde Hav, og her hjælper vi med at gennemføre transporterne i henhold til gældende sanktioner og restriktioner,” udtaler pressechef Jan Hjortlund Hansen.

Der er ingen sanktioner mod at sende fragt gennem Rusland, så længe toget ikke stopper på sin rejse gennem landet. 

Men metoden har fået kritik for at være uetisk, da jernbanerne bliver drevet af det statslige selskab Russian Railways.

Ifølge Ukraines udenrigsministerium er Russian Railways sanktioneret af bl.a. EU og USA, da transportselskabet bidrager med at flytte krigsmateriel til de russiske tropper ved den ukrainske grænse. 

Blue Water Shipping fremhævede netop den etiske dimension, da selskabet af egen vilje lukkede ned for togtransport gennem Rusland i juni 2022.

”Selvom det ikke er sanktioneret at sende varer gennem Rusland, har vi truffet en etisk beslutning om, at det vil vi ikke. Vi finder i stedet alternative ruter for godset,” sagde Jan Hjortlund Hansen dengang til Finans

Nu vejer hensynet til kunderne dog tungere end etikken.

Hvorfor har I fået en anden etisk holdning til transport gennem Rusland?

”Problemerne i Det Røde Hav har gjort det nødvendigt for virksomheder at kigge på flere alternative ruter for at løse deres aktuelle transportbehov. Vi har kun enkelte forespørgsler på transit via Rusland, men det kan være enkelte kunders foretrukne løsning, hvorfor vi så bistår med løsningen,” udtaler Jan Hjortlund Hansen.

Danske Scan Global Logistics benytter ligeledes metoden og har gjort det lige siden krigen brød ud i Ukraine. 

Speditøren har dog ikke ønsket at kommentere på brugen af den russiske jernbane til ShippingWatch. 

Flere andre danske logistikselskaber afviser dog stadig at tilbyde sine kunder at få sine varer transporteret hurtigere via Rusland. 

Mærsk og DSV holder fast i nej

Ruten gennem Rusland blev især benyttet meget under pandemien, hvor flaskehalse i havnene gjorde det dyrt at få varer hjem fra Kina på skibe. 

Lige nu udspiller der sig en lignende situation, da rederierne må sejle udenom Afrika for at få varer til Europa, da de i tre måneder er blevet angrebet af den militante bevægelse houthierne i Det Røde Hav. 

Alligevel vælger to af Danmarks største logistikselskaber sig fra at tilbyde løsningen. 

”Vi stoppede, da vi også trak vores forretninger i Rusland. Vi ser egentlig det at have forretning i Rusland og at transportere gennem Rusland som værende den samme problemstilling,” siger Flemming Ole Nielsen, der er chef for investor relations i DSV. 

Han fortæller videre, at han ikke har konkrete eksempler på at virksomheder aktivt har bedt om ydelsen, men han er sikker på, at det tilfældet. 

”Løsningen var jo egentlig god, men det er ikke noget vi har kunne se os selv fortsætte med.”

ShippingWatch har ligeledes talt med Mærsk, der fortæller, at rederiets logistikforretning ikke gør brug af transport gennem Rusland. 

Konkurrenter holder sig væk

To af Blue Water Shippings største konkurrenter Alpi og Leman Group mener, at det er uetisk at bistå virksomheder med transport gennem Rusland.

Ifølge Morten Høgsberg Nielsen, der er managing director i Alpi Air&Sea, så har flere virksomheder efterspurgt ydelsen efter krisen i Det Røde Hav. 

Alpi ønsker dog fortsat ikke at tilbyde transport gennem Rusland af etiske årsager. Og det har speditøren mistet kunder på, fortæller han. 

”Jeg synes, at det er en uetisk beslutning at gennemføre transporter igennem Rusland, selvom der ikke er noget juridisk forkert i det,” siger Morten Høgsberg Nielsen før han fortsætter:

”Du lægger selvfølgelig ikke pengene direkte i Ruslands statskasse, men i et kinesisk selskab. Men man lukker det ene øje, da man jo ikke ved, hvor pengene ryger hen efterfølgende,” siger han. 

Samme ordlyd finder man hos Leman Group.

”Da Rusland angreb Ukraine, besluttede vi straks at stoppe med at tilbyde transport fra Kina og igennem Rusland. Det har vi holdt fast i lige siden, og det kommer vi ikke til at lave om på,” fortæller Rikke Ferrari Thomsen, der er kommerciel direktør i Leman Group.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra NTG.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også