Søfartens Ledere i hård anklage mod Dansk Metal

Søfartens Ledere (SL) langer hårdt ud efter Dansk Metal, som netop har indgået en overenskomst med Danmarks Rederiforening for navigatører, der traditionelt har været SL's område. "Er de blot interesserede i at stjæle nye medlemmer?" lyder det.

Der er i den grad ondt blod igen mellem Søfartens Ledere og Dansk Metal, efter at Danmarks Rederiforening netop har indgået en ny overenskomst med navigatørerne.

Rederiforeningen valgte at indgå den nye aftale med Dansk Metal, selv om netop navigatørerne, officererne på broen, traditionelt har ligget under Søfartens Ledere, når der skulle indgås nye aftaler på arbejdsmarkedet.

Overenskomsten kommer, efter at Danmarks Rederiforening opsagde overenskomsten med Søfartens Ledere for fire år siden i forlængelse af striden om DIS-lønnen, en sag, der nu er på vej til Højesteret.

"Med dagens aftale retter vi op på en uholdbar situation med generel usikkerhed efter fire år uden hovedoverenskomst for navigatører. Danmarks Rederiforening har derfor taget initiativ til at tegne overenskomst med Dansk Metal. Nu vender vi bladet til et nyt kapitel, så der igen kommer ro om DIS-ordningen og erhvervet," siger formand for Danmarks Rederiforening Claus V. Hemmingsen.

Få flere nyheder om shipping -  Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Men reaktionen fra Søfartens Ledere er skarp på den nye aftale.

"Det er uforståeligt, at Metal er faldet for Danmarks Rederiforenings frierier, og principielt må man undre sig over, at skibsrederne vælger at lade deres ledende officerer i skibene overenskomstdække af en LO-organisation – noget arbejdsgivere generelt har modsat sig med næb og klør," lyder det fra Henrik Hjerl Carstensen, formand for Søfartens Ledere, der fortsætter:

"Metal er efter eget udsagn én af frontløberne mod de gule fagforeninger – hvorfor skal vi så nu se på, at danske smede og metalarbejdere forsøger at nulstille de søfarendes kamp for deres retsstilling på skatteområdet? Hvor er respekten for og solidariteten med andres faglige kamp? Er Metal i kampen mod de gule fagforeninger blot interesseret i at stjæle nye medlemsgrupper, som kan fylde hullet op efter de metalarbejdere, som forlader Dansk Metal," spørger Henrik Hjerl Carstensen og tilføjer, at Metal måske burde koncentrere sig om at blive bedre til at være fagforening for smede og andre metalarbejdere.

"I stedet for at bakke os op, som 3F gør i DIS-skattesagerne (retssagerne om søfolkenes skatteforhold, red.), undsiger Dansk Metal den faglige kamp for vores medlemmer. De stiller sig på arbejdsgivernes side i kampen om at sikre danske lønmodtagere i DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) samme retsstilling i forhold til skattesystemet som alle andre skatteborgere," hedder det endvidere fra formanden.

I forbindelse med den nye aftale lyder det fra Dansk Metals formand, Claus Jensen:

"Det er uholdbart, at så stort et jobområde står uden overenskomst. Fundamentet for det danske arbejdsmarked er aftalesystemet, og det gælder selvfølgelig også for Det Blå Danmark. Derfor har vi indgået en ny hovedoverenskomst for navigatører med Danmarks Rederiforening for at støtte op om den danske model og sikre ro og tryghed om et vigtigt erhverv," siger Claus Jensen.

Ny overenskomst mellem navigatører og redere

Rederne anklager 3F for illoyalitet i DIS-sag

CO-Søfart: Enig om målet i DIS-sag men ikke midlet 

Søfartens Ledere anker DIS-dom til Højesteret 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også