Østergaard-Nielsen i telefonaflytning: "Vi taber sagen med et brag"

Tre aflyttede telefonsamtaler blev afspillet, da Torben Østergaard-Nielsen tirsdag blev afhørt i Dan-Bunkering sagen og viste en presset grundlægger: "Det er sateme ikke godt", "vi taber sagen med et brag", "Vi skal ikke rutte med sandheden, men skal da kende vores egen sag", sagde han bl.a., mens politiet lyttede med.
Den fynske oliemilliardær Torben Østergaard-Nielsen blev tirsdag afhørt i Dan-Bunkering-sagen. | Foto: PR / USTC
Den fynske oliemilliardær Torben Østergaard-Nielsen blev tirsdag afhørt i Dan-Bunkering-sagen. | Foto: PR / USTC

Torben Østergaard-Nielsen, den fynske oliemilliardær og grundlægger af USTC og verdens største bunkerleverandør, indtog tirsdag vidneskranken i Dan-Bunkering sagen.

Her blev han hurtigt præsenteret for afspilningen af tre aflyttede telefonsamtaler.

"Det er sateme ikke godt" ... "Vi taber sagen med et brag" ..."Vi skal ikke rutte med sandheden, men kende vores egen sag", sagde Torben Østergaard-Nielsen bl.a. i de aflyttede telefonsamtaler, der fandt sted i september og oktober 2019.

Det var datteren Nina Østergaard Borris, CEO i Dan-Bunkering Claus Bulch Klausen og Bunker Holdings topchef Keld R. Demant, som Østergaard-Nielsen havde i røret, mens politiet lyttede med.

I den verserende straffesag er Dan-Bunkering, Bunker Holding og topchef Keld R. Demant tiltalt for overtrædelse af straffeloven og EU's sanktioner mod Syrien. De nægter sig alle skyldige.

Bagmandspolitiet foretog i september 2019 en ransagning af Dan-Bunkering på hovedkontoret i Middelfart og rejste mindst tre sigtelser mod koncernens topfolk.

Samtidig igangsatte bagmandspolitiet en telefonaflytning af nogle af sagens formodede hovedpersoner.

Den 67-årige Torben Østergaard-Nielsen, som ejer USTC og bunkerselskaberne sammen med sine to døtre, gjorde inden afspilningen af tre telefonsamtaler mellem ham og centrale personer i koncernen meget ud af at forklare, at han i 2013 havde trukket sig tilbage fra den daglige drift i Bunker Holding.

"Bunker Holding var en velsmurt maskine og havde en autonom ledelse. Jeg trak mig tilbage for at udvikle vores andre aktiviteter i USTC inden for tankmarkedet og logistik og flyttede til en anden kontorbygning", sagde Torben Østergaard-Nielsen i retten.

Den fynske milliardær blev dog i 2014 bestyrelsesformand i Bunker Holding, hvor Keld R. Demant havde overtaget stillingen som adm. direktør.

Og helt væk fra USTC's hovedforretning, bunker-koncernen, var Torben Østergaard-Nielsen heller ikke. Keld R. Demant har tidligere under sagen fortalt, at han holdt månedlige møder med sin bestyrelsesformand.

De to kunne og kan i øvrigt også sammen sige god for store millionkreditter i dollar til storkunder, der ønsker at købe bunkerolie eller jetbrændstof på kredit.

Kritisk henvendelse blev vendt flere gange

Da senioranklager Anders Dyrvig Rechendorff fra bagmandspolitiet spurgte ind til Torben Østergaard-Nielsen reaktion på en henvendelse fra Erhvervsstyrelsen den 23. december 2016, måtte Bunker Holdings formand erkende, at henvendelsen "var oppe på flere månedsmøder".

Erhvervsstyrelsen havde bedt om en redegørelse fra Dan-Bunkering på, om selskabet var - som der var mistanke om - involveret i salg af jetbrændstof til sanktionsramte Syrien.

"Men jeg blev betrygget og beroliget hele vejen igennem om, at vi ikke havde brudt nogen sanktioner", sagde Torben Østergaard-Nielsen, der bekræftede, at han sammen med andre relevante personer blev orienteret på mail den 27. december 2016 om Styrelsens henvendelse.

"Det var en information til mig og de øvrige modtagere, og jeg følte egentlig, at dem, der havde ansvaret, var med på mailen. Så jeg foretog mig ikke yderligere," sagde Torben Østergaard-Nielsen.

Anklageren: Gjorde du dig selv nogle overvejelser om, hvad der foregik i Middelhavet og Syrien på det tidspunkt?

"Næh, nej".

"Jeg var betrygget"

Østergaard-Nielsen blev også forholdt, at de to tradere på Dan-Bunkerings Kaliningrad-kontor nogle få dage efter at Dan-Bunkering (den 26. januar 2017) havde leveret en redegørelse til Erhvervsstyrelsen, pressede på for, at koncernen skulle levere mere jetbrændstof til den russiske kunde, Maritime Assistance, der reelt blev styret af selskabet Sovfracht.

Torben Østergaard-Nielsen var ikke modtager, men har siden set en central mail fra den 6. februar 2017.

Her blev der opfordret til flere handler, men Bunker Holdings juridiske rådgiver Casper Dybdal rejste samtidig en bekymring efter Erhvervsstyrelsens henvendelse, fordi "produktet (jetbrændstoffet, red.) med overvejende sandsynlighed ender i Syrien."

Torben Østergaard-Nielsen huskede ikke, om Keld R. Demant havde informeret ham om de nye handler.

"Det husker jeg ikke, men hvis man er 100 pct overbevist, om man ikke har gjort noget forkert, hvorfor skulle man så ikke fortsætte?" sagde Torben Østergaard-Nielsen.

I en politirapport har Østergaard-Nielsen sagt, at han ikke var med i beslutningsprocessen, men at han muligvis på et af månedsmøderne var blevet orienteret af Keld R. Demant om, at handlerne fortsatte.

Men også at det var lovligt ifølge koncernens mangeårige, eksterne advokatfirma Kromann Reumerts mening.

Keld R. Demant sagde, at Kromann Reumert havde stor erfaring med henvendelser fra Erhvervsstyrelsen og med at tale med Styrelsens folk, "så jeg var betrygget".

Jetbrændstof blev flyttet mellem tankskibe

Bagmandspolitiet stillede herefter flere spørgsmål til de såkaldte STS-operationer. Det er såkaldte ship-to-ship operationer, hvor olie eller jetbrændstof flyttes fra et skib til et andet.

I Dan-Bunkering sagens 33 handler er ca. halvdelen af leverancerne med jetbrændstof flyttet fra et skib til et andet skib ude i rum sø i Middelhavet. Siden er jetbrændstoffet ifølge bagmandspolitiet ad omveje endt hos russisk militær i sanktionsramte Syrien.

Under sagen har anklageren dokumenteret, at Dan-Bunkering organiserede STS-operationer for de russiske kunder Sovfracht og Maritime Assistance. Omlastningerne til havs tog især fart i efteråret 2016, da Sovfracht var kommet på den amerikanske sanktionsliste, og Maritime Assistance i stedet overtog relationen til Dan-Bunkering og leverancerne med jetbrændstof.  

"Vi har ikke forsøgt at tilsløre noget, og det er også blevet afkræftet siden, men det vidste jeg ikke, da jeg talte med Nina og Claus", sagde Torben Østergaard-Nielsen.

Den første samtale, der blev afspillet i retten, var med datteren Nina Østergaard Borris, dengang Executive Assistant i Bunker Holding, den 24. oktober 2019.

Den næste samtale samme dag med Claus Bulch Klausen, CEO i dag, men dengang SVP og Head of Operations i Dan-Bunkering.

Efter at Torben Østergaard-Nielsen havde talt med Nina Østergaard Borris, ringede han til Claus Bulch Klausen og stillede de samme spørgsmål til ham om omlastning, STS-operatíoner og leverandørens rolle (af det fysiske jetbrændstof).

En servicevirksomhed

Anklager: Er du overrasket over, hvad Nina Østergaard Borris fortæller dig i den samtale om STS-operationen og jeres rolle?

Torben Østergaard-Nielsen svarede, at han ikke var overrasket over, at der kan ske en overførsel af jetbrændstoffet ude på havet fra et skib til et andet skib, STS. Det er ganske almindeligt og sker vel i halvdelen af de handler, Dan-Bunkering er involveret i, lød det.

"Men jeg ville være overrasket over, hvis det var os, der havde chartret et skib og sejlet det ind til en terminal på Cypern, fået lasten ombord og bagefter med vores skib sejlet det ud til et andet russisk skib og omlastet det. Det ville jeg være overrasket over", sagde Torben Østergaard-Nielsen.

"Det er jo heller ikke tilfældet, hvilket efterfølgende også har vist sig at være en misforståelse. Vi har på intet tidspunkt chartret skibe. Vi har bestilt et produkt hos en leverandør på Cypern, som med deres skib sejler ud og får det lastet over i en modtagers skib efter instruktion. Vi har lavet back-to-back trading."

Østergaard-Nielsen sagde videre, at han "troede under samtalen, at vi havde faciliteret en skibstransport-rolle, for så kunne man have sløret forholdene. Men det var der ikke tale om."

Anklager: Men vi har dokumenteret under sagen, at Dan-Bunkering har leveret udstyr til STS-operationerne?

”Vi er en servicevirksomhed. Mange af vores andre virksomheder lever af at levere udstyr til STS-operationer, så det er der ikke noget unormalt i. At vi har hjulpet den cypriotiske leverandør eller modtageren ude i rum sø, så skibene ikke banker mod i hinanden, har ikke noget med selve oliehandlen at gøre", sagde Torben Østergaard-Nielsen.

"Ikke rutte med sandheden"

Bagmandspolitiets tredje og sidste afspilning af en aflyttet telefonsamtale foregik en måned tidligere, den 17. september 2019.

Samtalen var mellem Torben Østergaard-Nielsen og Bunker Holdings topchef Keld R. Demant og omhandlede nogle bilag, som var fundet frem i sagen om, hvad der var foregået.

"Vi taber det her med et brag. Der kommer formentlig fem-seks flere sigtelser. Vi er tosse naive og kan ikke huske, hvad vi selv har skrevet. Vi skal kunne komme med en fornuftig forklaring og forsvar", sagde Torben Østergaard-Nielsen.

"Vi skal ikke rutte med sandheden, men skal da kende vores egen sag."

"Jeg hører hvad du siger. Selvfølgelig," svarede Keld R. Demant.

Anklageren ville tirsdag gerne have vendingen "ikke rutte med sandheden" uddybet.

"Ikke rutte med sandheden. Det er sådan noget, vi siger i virksomheden, og det siger man også i andre virksomheder. Vi skal sige sandheden, men ikke mere end det. Vi forsøger ikke at skjule noget."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også