Rio Tinto vil investere milliarder af dollar i CO2-reduktioner

Rio Tinto vil halvere sin nuværende årlige udledning på 32,5 mio. ton CO2 inden 2030, hvilket blev belønnet på børsen med et fald på 3,3 procent.
Rio Tintos kontor i Perth. | Foto: DAVID GRAY/REUTERS / X00503
Rio Tintos kontor i Perth. | Foto: DAVID GRAY/REUTERS / X00503
AF MARKETWIRE

Minekæmpen Rio Tinto planlægger at investere 7,5 mia. dollar i at reducere sine udledninger af CO2 med 50 pct. inden udgangen af 2030.

Det skriver Financial Times.

Det britisk-australske selskab blev dog ikke belønnet for den melding på børsen i London onsdag, hvor aktien begyndte at falde, mens topchefen præsenterede de finansielle planer, og hvor Rio Tinto sluttede 3,3 pct. i minus.

"Vi følte stærkt, at vi var nødsaget til at forklare, hvilken ekstra kapital, vi vil bruge," sagde CEO Jakob Stausholm i forbindelse med en investordag.

"Når man går fra fossile brændstoffer til vedvarende energi, går man fra at have store driftsomkostninger til faktisk at have gratis energi. Der er bare et problem ind imellem. Man skal bruge mange investeringer."

Rio Tintos nye mål er tredobbelt af minekæmpens hidtidige.

"Rio Tinto er endelig ankommet til festen med nogle meget ambitiøse mål for udledningsreduktioner," kommenterer Dan Gocher, direktør i Australasian Centre for Corporate Responsiblity, til Financial Times.

Rio Tintos udvinding af jernmalm i Australien ventes at få en stor del af investeringerne, da koncernen hurtigt vil anskaffe sig 1 gigawatt (GW) vind og solenergi i regionen.

Mineselskabets produktion af aluminium i Australien, der udleder en tredjedel af Rio Tintos årlige 32,5 mio. ton CO2, vil også være i fokus. Her skal der skaffes 5 gigawatt vedvarende energi og fleksibel strømproduktion fra andre kilder med mindre udledning.

"Denne investering er nok nødvendig i lyset af markedets fokus på miljøet, men det økonomiske afkast på denne investering vil være ringe. At blive grøn vil være komplekst, dyrt og indtjeningsudvandende," mener Christopher LaFemina, analytiker i finanshuset Jefferies.

Rio Tinto genoptager arbejde i sydafrikansk mine

Rio Tinto sender 75 pct af sit overskud til investorer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også