Topchef i Green Hydrogen Systems forsvarer nedjusteringer

Green Hydrogen Systems, som A. P. Møller Holding ejer en bid af, har nedjusteret forventningerne. Det er en uheldig og skuffende forskydning af leverancen af produkter, der er årsagen, siger selskabets topchef.
Adm. direktør i Green Hydrogen Systems, Sebastian Koks Andreassen. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Adm. direktør i Green Hydrogen Systems, Sebastian Koks Andreassen. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE OG SHIPPINGWATCH

Det er en uheldig og skuffende forskydning af leverancen af produkter fra Green Hydrogen Systems, som har fået selskabet til at nedjustere forventningerne.

Men der er tale om en engangshændelse og en forskydning af realiseringen af omsætningen og opskaleringen af selskabet - og ikke salg, der bortfalder.

Det forsikrer Sebastian Koks Andreassen, der er administrerende direktør hos Green Hydrogen Systems, som A. P. Møller Holding ejer en bid af, på en telekonference torsdag.

"Jeg er naturligvis skuffet over, at de her udfordringer har forårsaget forsinkelser. De var i sagens natur uforudsete. Men vi taler om et skifte i realiseringen af omsætning. Det er ikke omsætning, der bortfalder," siger topchefen.

Forsinkelserne skyldes både vanskeligheder med det endelige produktdesign, hvor Green Hydrogen Systems har udskiftet komponenter i sin A-produktserie, og samtidig rekrutteringen af nyt personale til opskaleringen af selskabets aktiviteter også gået langsommere end ventet.

Regner med at holde planerne for 2022

Green Hydrogen Systems venter dog ikke, at der vil være en "spill over"-effekt til 2022, også selv om gode dele af de leverancer, der skulle være faldet i år, nu først bliver leveret efter årsskiftet.

"Med den viden, som vi har nu, føler vi os overbeviste om, at vi er i stand til at levere på planerne herfra,"  siger Sebastian Koks Andreassen.

"Jeg kan naturligvis ikke fuldstændig udelukke, at vi kan møde udfordringer, som vi ikke kender lige nu. Men vi føler os lige nu overbeviste om, at vi kan levere på den her plan", fortsætter Green Hydrogen Systems-topchefen.

Green Hydrogen Systems blev stiftet i 2007 og lever af at producere elektrolyseudstyr, som videresælges til kunder, der producerer grøn brint, som kan bruges til brændstof bl.a. til skibsfarten.

Tidligere i år blev selskabet børsnoteret i København - blandt andet for at hente penge til den kraftige opskalering af produktionen, som selskabet planlægger for de kommende år.

Ved børsnoteringen i juni hentede Green Hydrogen Systems et bruttoprovenu på 1,1 mia. kr., som skal bruges på både videreudvikling af produktplatformen samt opskalering af selve produktionsfaciliteterne.

Ny produktserie ikke berørt

Det er udviklingen og færdiggørelsen af produkter fra den nuværende produktserie - A-series - der har forvoldt problemer og kostet nedjusteringen.

I 2023 venter Green Hydrogen Systems også at lancere næste skud på stammen - X-series - og den del er ikke påvirket af udfordringerne lige nu.

"Med X-serien er vi slet ikke i samlingsfasen, men stadig i ingeniørfasen. Omvendt kan man sige, at vi tager meget lære med videre fra de nuværende udfordringer med A-versionen, som er rigtig værdifuld", siger Sebastian Koks Andreassen.

Green Hydrogen Systems-aktien faldt med hele 20,7 pct. til 29,65 kr. på børsen i København efter nedjusteringen. Dermed blev der barberet godt 600 mio. kr. af markedsværdien.

Underskuddet hos Green Hydrogen Systems vokser markant

A.P. Møller Holding reducerer ejerandel af brintvirksomhed  

Green Hydrogen mister økonomidirektør 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også