Stig Hoffmeyer ny CEO i Maersk Container Industry

Stig Hoffmeyer bliver ny CEO i Maersks containerfabrik MCI. Han afløser Peter K. Nymand, som siden 2006 har stået i spidsen for selskabet. Ledelsen i MCI flytter fra Tinglev til København.
Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto

Maersk Container Industry (MCI) skifter ud i toppen, hvor Peter K. Nymand har arbejdet i MCI i mere end 20 år og fra 2006 har varetaget stillingen som CEO. Den nye CEO hedder Stig Hoffmeyer, oplyser Maersk.

Udmeldingen kommer efter MCI's årsregnskab for 2013, hvor selskabet kom ud med et minus på 63 mio. kroner mod et overskud på 201 mio. kroner året før.

"Peter K. Nymand forlader MCI efter to årtier, og jeg vil gerne takke ham for hans store bidrag til virksomheden. Først arbejdede Peter på den tekniske side, hvor han stod for udviklingen af nogle af MCI’s vigtigste teknologier, før han som CEO fra 2006 førte MCI gennem yderligere modernisering og transformation til en global virksomhed," siger Maersk Gruppens CEO, Nils Smedegaard Andersen om den nu tidligere direktør, i en pressemeddelelse.

De seneste 18 måneder har de globale containerproducenter af kølecontainere været pressede af krisen. Maersk Line, som er MCI's største kunde, valgte bl.a. at stoppe indkøb af nye containere fra januar 2013, men er ifølge ShippingWatchs oplysninger nu vendt tilbage til at bestille hos producenten.

Flere medarbejdere på sigt

Og ifølge Maersk forudser branchen markant vækst, og MCI's hovedsæde i Tinglev vil stadig spille en nøglerolle i at adressere denne, fortæller den nye CEO Stig Hoffmeyer:

”Det udviklingsarbejde vi laver i Tinglev er på højeste niveau, og efterspørgslen på de teknologier, vi her udvikler er stigende. Derfor forbliver medarbejdere og aktiviteter i Tinglev et centralt omdrejningspunkt for vores virksomhed og vækstambitioner i de kommende år.”

I dag er MCI ifølge selskabet den anden største producent af tørlast- og kølecontainere, mens det også er lykkes at hæve antallet af tredjepartskunder. For at understøtte udviklingen med kunder uden for Gruppen flytter ledelse og visse administrative hovedkontorfunktioner i løbet af 2015 til København.

”Vi har fundet, at det vil være en ledelsesmæssig fordel at have base i København, hvor vi i dagligdagen kan være tæt på både vores ejer og vores største kunde,” siger Stig Hoffmeyer og fortsætter:

”I forlængelse af vores vækstplaner forventer vi en stigning i antallet af danske MCI-arbejdspladser over de kommende år. Til visse af de nye stillinger vil der være en bedre rekrutteringsbase i København.”

Udover udviklingsaktiviteterne i Tinglev, har MCI 5000 medarbejdere på to fabrikker i Kina og en kølecontainerfabrik i Chile, som begynder testproduktion i anden halvdel af 2014. Fabrikken i Chile vil om to til tre år sende 40.000 kølecontainere på markedet og næsten fordoble MCI’s totale produktion.

Drewry: Opsving vil gavne containerproducenter

Rederier langt fra lukrative reefer-rater 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også