Maersks containerfabrik tabte stort i 2013

Containerproducenten Maersk Container Industry fik et underskud på 63 mio. kroner i 2013, men venter bedring i kommende år, selvom ny fabrik i Chile vil påvirke resultatet negativt, siger CCO Søren Leth Johannsen til ShippingWatch.

2013 blev ikke et drømmeår for producenten af kølecontainere og kølemaskiner Maersk Container Industry (MCI), der måtte notere en tilbagegang fra et overskud på 201 mio. kroner til et underskud på 63 mio. kroner, viser det netop offentliggjorte regnskab.

Heller ikke omsætningen kunne holde skansen fra 2012 og faldt med en mia. kroner fra 4,6 mia. kroner til 3,6 mia. kroner. Resultatet for 2013 var dog forventet, understreger MCI’s Chief Commercial Officer, Søren Leth Johannsen til ShippingWatch. MCI's største kunde, Maersk Line, satte i januar 2013 en prop i bestillingen af nye containere og fulgte dermed trenden hos en lang række andre spillere på markedet.

MCI havde dog tid til at tilpasse sig den nye situation, da selskabet allerede i sommeren 2012 blev informeret om Maersk Lines indkøbsstop.

"Som forventet så vi en svagere efterspørgsel på kølecontainere og kølemaskiner i 2013 sammenlignet med 2012. Det påvirkerede marginerne, vores omsætning og indtjening for året," siger han.

Maersk Line tilbage

Det tyder dog på, at ordrerne er på vej tilbage, oplyser MCI til ShippingWatch. For godt en måned siden vendte Maersk Line tilbage til bestillingsbordet med en større ordre på containere, mens det ifølge MCI er lykkes at sikre en støt stigende tilgang af tredjepartskunder.

Hvor tørlastmarkedet ofte er præget af store udsving, er markedet for kølecontainere mindre påvirket af udsving i den globale økonomi og har derfor ikke været helt så hårdt ramt som eksempelvis tørlastrederne. Fremadrettet forventer Søren Leth Johannsen også et bedre marked.

"Vi forventer, at efterspørgslen igen vil være stærkere i 2014. Men vi ved også, at opstartsomkostningerne til vores fabrik i Chile vil påvirke vores resultater for 2014 i den negative retning," siger han.

I 2014 åbner MCI's nye fabrik i Chile, der om to til tre år skal sende 40.000 containere på markedet om året.

Maersk Container nedtoner forventninger til 2013

Maersk Container Industry: Nu er nedturen slut 

Drewry: Opsving vil gavne containerproducenter  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også