Kampvalg gør næstformand til formand for Maskinmestrene

Den nuværende næstformand i Maskinmestrene skal de næste fire år være formand for fagforeningen. Han vil arbejde for bl.a. uddannelse af flere maskinmestre og fastholdelse af maskinmestrene til søs.
Lars Have Hansen er nu formand for Maskinmestrenes Forening. | Foto: PR-foto
Lars Have Hansen er nu formand for Maskinmestrenes Forening. | Foto: PR-foto

Lars Have Hansen skal de næste fire år være formand for Maskinmestrenes Forening. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

De seneste to år har Lars Have Hansen været næstformand for Maskinmestrene samtidig med, at han har arbejdet som underviser og lektor ved Aarhus Maskinmesterskole.

Valget af Lars Have Hansen sker efter et kampvalg, hvor i alt seks kandidater stillede op til formandsposten i fagforeningen.

Blandt dem var Maskinmestrenes hidtidige formand Jan Rose Andresen, som blev indsat i december 2017, hvor den daværende formand Per Jørgensen måtte gå af efter beskyldninger om misbrug af et kreditkort.

En af Lars Have Hansens mærkesager er uddannelse af flere maskinmestre.

"Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel, som kan fremtidssikre maskinmestrenes rolle på arbejdsmarkedet. Vores udgangspunkt er fantastisk godt, nemlig en situation med fuld beskæftigelse og rigtig mange i gang med uddannelsen. Men jeg mener, der er brug for endnu flere maskinmestre i fremtiden. Så længe ledigheden er lav, og den har historisk altid været under gennemsnittet, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skal uddanne flere maskinmestre. Efterspørgslen er der og vil ikke blive mindre i takt med den fortsatte grønne omstilling - tværtimod," udtaler Lars Have Hansen i en meddelelse.

Samtidig vil han arbejde for fastholdelsen af maskinmestrene til søs.

"Vi skal i dialog med rederierne om rekruttering til skibsfarten, men også om fastholdelse. Der er mere skibstonnage under dansk flag end nogensinde, og den situation skal vi udnytte til at få flere danske skibsofficerer i maskinrummene," udtaler han.

Lars Have Hansen blev uddannet maskinmester i 1983 og begyndte karrieren som sejlende maskinmester hos DFDS og i Søværnet. Siden kom han til Stålvalseværket i Frederiksværk og medicinalindustrien, inden han blev underviser og lektor ved Aarhus Maskinmesterskole, hvor han har arbejdet i 25 år.

Maskinsmestrene i kampvalg om formandsposten

Sådan skal dansk søfart vokse uden Hamburg Süd i turbanen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også