Frederikshavns Kommune får kritik for dobbeltrolle i sag om platforme

Det er paradoksalt, at Frederikshavn Kommune selv skal føre miljøtilsyn med ophugning af skibe og platforme hos værftet MARS, når de samtidig selv ejer havnen. Det siger to folketingspolitikere til TV2 Nord.
Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger
Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger

Det vækker kritik i Folketinget, at Frederikshavn Kommune fremover skal føre miljøtilsyn med et skrotværft, der lejer sig ind i havnefaciliteter, som kommunen selv ejer.

Fra næste år er det Frederikshavn Kommune og ikke Miljøstyrelsen, som skal stå for godkendelsen, når skrotværftet Modern American Recycling Services (MARS) vil importere udtjente skibe og platforme, som er indflaget i EU. Men det er en uheldig dobbeltrolle, siger flere folketingspolitikere til TV2 Nord, der løbende har dækket en sag om to platformes indsejlen i Frederikshavn i år.

"Der er tydeligvis tale om en interessekonflikt. Man kan ikke have begge hatte på og være uvildig myndighed og samtidig være ejer af noget, der kunne tjene penge på det. Og det er i virkeligheden det, som Frederikshavn Kommune havner i," siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF og medlem af Folketingets miljøudvalg, til TV2 Nord.

Hun får opbakning af udvalgets formand Pia Adelsteen (DF).

Hos Frederikshavn Kommune siger borgmester Birgit Hansen (S) til TV2 Nord, at man vil acceptere det, hvis lovgiverne på Christiansborg vil flytte opgaven til staten. Borgmesteren ser dog ikke noget problem i, at kommunen er miljømyndighed for lejere i havnen.

To platforme har vakt opsigt

Det er til næste år, at amerikanske MARS efter planen begynder at hugge skibe og platforme op på den nordjyske havn.

To platformes ankomst til byen har dog allerede i år vakt opsigt om virksomhedens planer. Her har det nemlig vakt kritik, at de to udtjente borerigge kunne få lov til at sejle ind i Frederikshavn, uden at myndighederne reagerede.

I denne uge konkluderede Miljøstyrelsen så, at alle regler blev overholdt, da de to boreplatforme sejlede ind i Frederikshavn. Ifølge styrelsen var der ikke truffet afgørelse om, at de skulle hugges op, da de sejlede ind i dansk farvand. Det skete først, da platformene lå til kajs på havnen.

"På baggrund af de indhentede oplysninger er det Miljøstyrelsens vurdering, at beslutningen om at ophugge de to borerigge først blev truffet efter boreriggenes ankomst til Frederikshavn. Reglerne om overførsel af affald finder derfor ikke anvendelse i forbindelse med de to borerigges import til Frederikshavn, og der er som følge heraf ikke tale om en ulovlig import af affald til Danmark," skrev Miljøstyrelsen.

Styrelsen accepterede dermed forklaringerne fra de to rigselskaber Borr Drilling og Ensco, som ejede platformene, da de blev sejlet ind i Danmark.

Rigselskaber går fri i sag om udtjente platforme i Frederikshavn 

Myndigheder: Vi har håndteret boreplatforme korrekt

Havnedirektør afviser kritik af boreplatforme 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også