IEA frygter store prishop for olie

Der er for stor ubalance mellem udsigten til fremtidens olieefterspørgsel og det antal investeringer, der er lavet for at opretholde produktionen mod 2025. Det vurderer IEA, der frygter et stort hop i olieprisen som konsekvens.
Foto: /Ritzau Finans/AP/Jacob Ford
Foto: /Ritzau Finans/AP/Jacob Ford

Det ser tungt ud for fremtidens energimarkeder og energiudslip i en netop offentliggjort analyse, der er foretaget af IEA.

Det skriver Dagens Næringsliv.

I rapporten, The World Energy Outlook 2018, skitseres de mulige fremtidsscenarier for energimarkederne, heriblandt den mulige udvikling i olieressourcerne og indvirkningen på olieprisen.

Der opereres overordnet med tre scenarier, hvoraf IEA regner "The New Policy Scenario" som det mest sandsynlige. Det scenarie forudsætter, at dagens politiske planer vedtages, og at eksisterende teknologi videreudvikles, lyder det ifølge Dagens Næringsliv.

I det scenarie er det ifølge rapporten sandsynligt, at verden vil mangle olie allerede om syv år i 2025.

Stærk efterspørgsel kombineret med et lavt antal investeringer i nye olieprojekter er årsagen til, at IEA frygter oliemangel i markedet. Derfor er det nødvendigt med nye investeringer, hvis udbud og efterspørgsel skal balanceres. Ellers bliver kosekvensen en kraftig stigning i olieprisen.

"Ødelæggende prishop"

IEA anslår, at prisen på olie rammer 88 dollars i 2025, at den i 2030 stiger mod 96 dollars, mens den i 2040 kan ramme 112 dollars. På nuværende tidspunkt handles en tønde nordsøolie omkring 68 dollars.

"Enten må anslagene for efterspørgsel eller tilbud ændres for at lukke gabet, men jo længere ubalancen opretholdes, jo større er risikoen for et ødelæggende prishop og øget volatilitet," skriver IEA i rapporten ifølge Dagens Næringsliv.

I tilfælde af at investeringerne ikke sættes op, må amerikansk produktion af skiferolie tredobles inden 2025, og det er ikke sandsynligt, vurderer IEA.

"Det vil være risikofyldt at stole på en tredobling af amerikansk skiferolie fra dagens niveau," skriver IEA, der regner med at 20 pct. af olieproduktionen vil komme fra USA i 2025.

Det var natten til tirsdag, at IEA, det internationale energiagentur, offentliggjorde sin årlige analyse af verdens energimarkeder. I rapporten skitseres verdens energimarkeder, og hvordan de forskellige energitrends påvirker udbud, efterspørgsel, udslip, forurening og adgang til råstofferne. IEA består af 29 medlemslande, blev stiftet i 1974 og arbejder for at sikre stabil tilførsel af olie og andre energikilder.

Overflod af olie kan dæmpe effekten af sanktioner mod Iran 

Olieindustrien frygter grønne regeringer 

Energiagentur med direkte opfordring til olielande: Åbn for hanerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu