Amerikansk olieselskab vinder milliardforlig i Venezuela

Olieselskabet Conocophillips modtager 2 mia. dollar i et forlig, der rækker helt tilbage til 2007.
Foto: ConocoPhillips
Foto: ConocoPhillips
AF RITZAU FINANS

Det amerikanske olieselskab Conocophillips har indgået et forlig med Petroleos de Venezuela, som betyder, at det statsejede venezuelanske olieselskab betaler 2 mia. dollar til Conocophillips.

Det skriver Bloomberg News.

Sagen rækker helt tilbage til 2007, da den daværende og nu afdøde venezuelanske præsident, Hugo Chavez, nationaliserede og beslaglagde aktiver tilhørerende Conocophillips.

Petroleos de Venezuela vil betale 500 mio. dollar inden 90 dage, og herefter vil det resterende beløb falde i kvartalsmæssige betalinger de næste fire og et halvt år.

Såfremt Conocophillips ikke modtager betalingen, kan selskabet globalt inddrive pengene ved at overtage aktiver tilhørende Petroleos de Venezuela.

Med aftalen vil det amerikanske olieselskab trække sine nuværende juridiske tiltag tilbage. De omfatter blandt andet Petroleos de Venezuelas aktiver i Caribien, hvorfra 16 pct. af Venezuelas råolieeksport til USA, Kina og Indien stammer. Det vurderes på den baggrund, ifølge Bloomberg News, at aftalen mellem de to selskaber kan bremse faldet i Venezuelas salg af olie på verdensmarkedet.

Beløbet på 2 mia. dollar svarer til en fjerdedel af Venezuelas reserver af international valuta. Venezuela har netop mandag indført en reform, som blandt andet devaluerer landets valuta, bolivaren, ligesom mindstelønnen hæves med 3300 pct.

I slutningen af juli meddelte præsident Nicolás Maduro, at nye pengesedler vil blive taget i brug den 20. august. På de nye sedler har man fjernet fem nuller. Det sker i et forsøg på at bekæmpe inflationen, der ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) kan nå en million procent i år.'

Rekordmange licenser uddelt på den norske sokkel 

Endnu en oliegigant høvler milliardbeløb af investeringerne 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også