Conocophillips skruer ned for investeringer efter tab

Den amerikanske oliegigant Conocophillips rapporterer i regnskabet for tredje kvartal i år det største tab i over seks år. Det får konsekvenser for omfanget af selskabets kommende investeringer.
Foto: ConocoPhillips
Foto: ConocoPhillips
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske Conocophillips-koncern led i årets tredje kvartal et tab på 1,07 milliarder dollar (7,2 milliarder kroner) eller 87 cent per aktie mod en indtjening per aktie på 2,17 dollar i samme periode sidste år. Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal, skriver Bloomberg News.

Samtidig neddrosler Conocophillips sine planer for anlægsinvesteringer i år til 10,2 milliarder dollar fra 11 milliarder dollar.

"Det bliver en udfordring for dem. Operationelt klarer de sig godt med det, de kan kontrollere. Men de kan ikke kontrollere priserne," siger Brian Youngberg, analytiker for Edward Jones, til Bloomberg News med henvisning til olieprisen.

I det amerikanske formarked falder Conocophillips-aktien 2,3 pct. til 52,10 dollar.

Selskabet varslede i starten af september en fyringsrunde, der vil ramme omkring hver 10. ansatte i selskabet. Samlet står 1800 ud af selskabets 18.000 ansatte til at blive fyret - størstedelen i Nordamerika, hvor 500 ansatte alene ved selskabets hovedkontor i Houston står til at blive opsagt.

Conocophilips begrunder fyringsrunden med et behov for at spare på grund af kollapset i olieprisen. Selskabet havde allerede sagt farvel til 1000 medarbejdere i år, inden fyringen af yderligere 1800 medarbejdere blev meldt ud.

Oliegigant fyrer 10 procent af medarbejderne

Olieinvesteringer for 200 milliarder dollars skrinlagt

Statoils driftsresultat mere end halveret i tredje kvartal

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også