DSV opjusterer efter høj indtjeningsvækst

Logistikselskabet DSV opjusterer sine forventninger til hele 2016 efter en vækst i indtjeningen på 18 pct. i tredje kvartal. Bundlinjen i divisionen Air & Sea vokser.
Foto: Gorm Olesen/POLFOTO
Foto: Gorm Olesen/POLFOTO

Det store danske logistikselskab DSV leverer i tredje kvartal i år atter fremgang.

Selskabets omsætning voksede i tredje kvartal til 17,2 mia. kroner mod 12,5 mia. kroner i samme periode sidste år. Samtidig voksede resultatet af primær drift før særlige poster (ebit før særlige poster) til 1,003 mia. kroner i tredje kvartal i år fra 851 mio. kroner i tredje kvartal sidste år.

DSV overtog i vinter amerikanske UTi, som har bidraget til væksten i selskabet, selvom det også har været omkostningstungt at gennemføre integrationen af de to selskaber.

"Vi holder momentum i UTi-integrationsarbejdet, og alle tre divisioner har præsteret solid fremgang. Udviklingen i tredje kvartal er endnu et bevis på det hårde arbejde, der lægges overalt i organisationen for at skabe gode resultater. Med en samlet vækst i indtjeningen på 18 pct. i kvartalet er vi endnu engang meget tilfredse med udviklingen," siger adm. direktør Jens Bjørn Andersen i børsmeddelelsen om regnskabet.

Læs DSV's delårsrapport her

På baggrund af væksten i tredje kvartal opjusterer DSV sine forventninger til hele året. De nye forventninger ligger til, at ebit før særlige poster for hele 2016 kommer til at ligge på mellem 3,4 og 3,5 mia. kroner mod tidligere forventning om mellem 3,3 og 3,5 mia. kroner.

Vækst i søfragt

I divisionen Air & Sea, der i tredje kvartal udgjorde 46 pct. af DSV's omsætning, omsatte DSV i tredje kvartal i år for 8,2 mia. kroner mod 5,3 mia. kroner i samme periode året før.

Det førte til et ebit før særlige poster i divisionen på 675 mio. kroner i tredje kvartal i år mod 565 mio. kroner i tredje kvartal 2015.

"Købet af UTi har medført en styrkelse af divisonens globale netværk og industrispecifikke løsninger. Divisionen har i de første ni måneder af 2016 realiseret et ebit før særlige poster på 1.574 mio. kroner mod 1.431 mio. kroner sidste år. Væksten er realiseret på trods af, at de tilførte aktiviteter fra UTi i udgangspunktet var tabsgivende," skriver DSV i regnskabet.

DSV etablerer Solutionsdivision i Nordamerika 

DSV-chef: Vi går efter de store opkøb 

DSV-chef efterlyser køreplan for klimamål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også