OW-kuratorer tvivler på regnskaberne 2011-2013

Tre års koncernregnskaber i OW Bunker kan have givet et helt forkert billede af det selskab, som tusindvis af aktionærer investerede i. Kuratorerne undersøger nu, om regnskaberne fra 2011-2013 overhovedet viste det, de skulle.
Foto: Kasper Palsnov/Jyllands-Posten
Foto: Kasper Palsnov/Jyllands-Posten
AF OLE ANDERSEN OG TOMAS KRISTIANSEN

Et helt afgørende punkt i opgøret efter kollapset af OW Bunker er de forudgående regnskaber, inden børsintroduktionen i foråret 2014, som fik godt 20.000 investorer til at placere deres midler i selskabet.

Nu vil kuratorerne, der er i færd med at foretage den store opgørelse af boet, vurdere rigtigheden af de regnskaber, der gik forud for salget af aktier, og som både private og professionelle investorer altså har lænet sig op ad inden deres køb.

Det fremgår af den kurator-redegørelse, som de to advokatfirmaer, Plesner og Gorrissen & Federspiel har udarbejdet som en del af arbejdet med konkursboet.

Det er bl.a. forhold i OW Bunkers datterselskab i Singapore, Dynamic Oil Trading, og den generelt store brug af finansielle instrumenter til afdækning af kontrakter, der får kuratorerne til at stille spørgsmålstegn ved de tre årsregnskaber.

"[Det er]...fundet [det] nødvendigt, at foretage en vurdering af i hvilket omfang – om noget – dette giver grundlag for at konkludere, at O.W. Bunker & Trading A/S samt OW Bunker A/S årsrapporter samt års- og koncernregnskaber for perioden 2011 - 2013 ikke har været retvisende. I konsekvens heraf har ad hoc kurator Søren Halling- Overgaard endvidere igangsat undersøgelser heraf, hvilke undersøgelser stadig pågår og forventes afsluttet i forbindelse det samlede undersøgelsesforløbs afslutning i efteråret 2015," hedder det i redegørelsen, som ShippingWatch er i besiddelse af.

Var prisen for høj?

Kuratorerne er også i færd med at undersøge, om den pris, der blev sat på OW Bunker, var reel, og hvorfor den var væsentlig anderledes fra de tilbud, som ejeren, kapitalfonden Altor, havde fået et år tidligere fra en række energiselskaber. Eller som det hedder i redegørelsen:

"Ud over de ovennævnte undersøgelsestemaer, er der flere øvrige forhold, som ad hoc kurator Søren Halling-Overgaard har fundet bør vurderes nærmere. Dette omfatter således blandt andet grundlaget for værdiansættelsen af OW Bunker-koncernen i forbindelse med børsintroduktionen i marts 2014, herunder set i forhold til de tilbud de daværende aktionærerhavde modtaget i foråret/sommeren 2013, herunder den eventuelle betydning for børsprospektets opfyldelse af kvantitative og kvalitative krav i bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel med videre. I relation til begge punkter undersøges det nærmere, hvorvidt der som følge heraf er grundlag for at antage, at der herved er påført konkursboerne et erstatningsrelevant tab."

ING Bank helt central

OW Bunker-koncernen bestod af ikke mindre end 57 selskaber, heraf 41 udenlandske datterselskaber, og det er især de sidste og frem for alt Dynamic Oil Trading, som kuratorerne er interesseret i. Kompleksiteten er derfor enorm og arbejdet er helt afhængigt af, at OWs medarbejdere assisterer kuratorerne. Debitormassen er også enorm. De samlede kundetilgodehavender på tidspunktet for konkursen var på koncernniveau mere end 1 milliard USD. Den hollandske ING Bank spiller en helt central rolle på debitorsiden:

"En række selskaber i OW Bunker-koncernen, herunder nærværende konkursbo, havde som led i opnåelsen af lån med en kreditramme på USD 700 mio. hos ING Bank N.V. og en række øvrige banker stillet sikkerhed i nuværende og fremtidige debitortilgodehavender. Der er i alt 13 banker i syndikatet. ING Bank N.V. er agent for syndikatbankerne," hedder det i redegørelsen.

Det er de to store revisionshuse KPMG og PWC, der som repræsentant for hhv. kuratorer og kreditorer i OW Bunker Far East Pte Ltd i Singapore er blevet enige om en samarbejdsaftale, der skal sikre tilgodehavende til begge parter.

Interesse for Petrotec og Tankoil

Dynamic Oil Tradings voldsomme kreditter med det ligeledes Singapore-baserede Tankoil er udpeget som den enkeltbegivenhed, der i sidste ende knækkede selskabet. Kuratorerne rejste i december sidste år erstatningskrav mod fem aktører fra personkredsen omkring OW for i alt 654 millioner kroner, men det beløb kan bliver endnu højere, slår kuratorerne fast.

"Dynamic Oil Trading, Singapore, Pte., Ltd. samhandel med Petrotec og Tankoil forventes afsluttet i forbindelse med det samlede undersøgelsesforløbs afslutning i løbet af efteråret 2015. Der vil herefter blive taget stilling til i hvilket omfang det vurderes, at der er grundlag for at forhøje det allerede rejste krav på 654 mio. DKK vedrørende finansieringen af Dynamic Oil Trading, Singapore, Pte., Ltd. samhandel med Petrotec og Tankoil og/eller rette krav mod yderligere personer som følge af forannævnte."

Altor afviser ansvar for omstridt OW Bunker-prospekt

Investeringschef: OW Bunker skjulte millionkreditter

Investorer er forbløffede: OW Bunker kendte til risiko

KPMG og PWC vil indkradse OW Bunker krav i Singapore 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også