Torben Østergaard køber Maersk Broker Agency

”Jeg føler helt klart, de to virksomheder på alle måder er et rigtigt godt strategisk match," lyder det fra bestyrelsesformand i Shipping.dk og ejer af USTC gruppen, Torben Østergaard-Nielsen.

Shipping- og logistikvirksomheden Shipping.dk, der hører under USTC-gruppen, har overtaget Maersk Broker Agency. Med købet udbygger Shipping.dk sin position som en af de store aktører i Skandinavien inden for agentur og stevedoring.

”Vi er utrolig glade for, at købet af Maersk Broker Agency nu er på plads. Shipping.dk udvikler sig rigtig positivt, og med opkøbet styrker og udbygger vi vores aktiviteter og platforme i hele Skandinavien og får samtidig yderst erfarne og kvalificerede medarbejdere ombord,” siger Søren Gran Hansen, adm. direktør i Shipping.dk.

Shipping.dk driver stevedorevirksomhed og pakhusudlejning, skibsklarering, befragtning, linjefart og spedition. Maersk Broker Agency har agentur og stevedoring som sine primære forretningsområder. Bestyrelsesformand i Shipping.dk og ejer af USTC gruppen, Torben Østergaard-Nielsen, siger om købet:

10 kontorer, 170 ansatte

"Jeg føler helt klart, de to virksomheder på alle måder er et rigtigt godt strategisk match. Jeg har aldrig været i tvivl om, at Maersk Broker Agency er garant for de samme holdninger og værdisæt, som USTC gruppens kultur bygger på, og er derfor helt tryg ved, at sammenlægningen gavner begge parter og skaber øgede forretningsmuligheder."

Maersk Broker Agency har i alt etableret ti kontorer i de største havne i Danmark, Sverige og Norge. Efter overtagelsen består den nye, samlede enhed af 170 medarbejdere.

"Vi er af den klare overbevisning, at Shipping.dk er den rette ejer til yderligere at udvikle Maersk Broker Agency i en branche, der er præget af hård konkurrence, og hvor både volumen og effektivitet er vigtige parametre. Det har været afgørende at finde det rigtige fremtidige hjem for aktiviteterne og ikke mindst vore loyale og dygtige medarbejdere. Det bliver derfor spændende at følge, hvordan de to enheder nu ved fælles hjælp kan vokse," udtaler Anders Hald, CEO, Maersk Broker.

Ny fusion mellem danske tørlastmæglere

Maersk Brokers nye tørlastmægler skal ekspandere

Maersk Broker går sammen med Lightship på tørlast 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også