Nordea løb med årets prestigehandel i Mærsk

A.P. Møller-Mærsk fravalgte Danske Bank som rådgiver, da Dansk Supermarked skulle værdiansættes i forbindelse med giganthandel. Det skriver FinansWatch tirsdag.
AF CHRISTIAN CARLSEN, FINANSWATCH

Det var Nordea, der blev peget på, da rederigiganten A.P. Møller-Mærsk skulle have hjælp til at værdiansætte Dansk Supermarked i forbindelse med salget af 49 pct. af deres aktier i detailkoncernen til Salling-gruppen.

Det afslørede A.P. Møller-Mærsks koncerndirektør Nils Smedegaard Andersen i et interview med Børsen TV.

”Vi har fået lavet en fælles værdiansættelse, som Nordea har lavet for os,” sagde han.

Hos Nordea vil pressechef Stephan Ghisler-Solvang ikke uddybe samarbejdet.

Mærsk får 17 mia kroner for Dansk Supermarked 

”Vi kan hverken be-eller afkræfte, at vi har haft noget at gøre med handlen mellem Mærsk og Salling,”siger Stephan Ghisler-Solvang til FinansWatch.

Afliver myte

Nordeas regnedrenge nåede frem til at en værdiansættelse af hele Dansk Supermarked på 41 mia. kr. Det betyder, at det er den største virksomhedshandel, siden Danisco i 2011 blev solgt for 36,5 mia. kr. til amerikanske Dupont.

For A.P. Møller-Mærsk indbringer salget netto omkring 17 mia. kr.

Med valget af Nordea er A.P. Møller-Mærsk med til at begrave myten om, at rederiet altid vælger Danske Bank i forbindelse med diverse opgaver. De to koncerner har et historisk tæt forhold til hinanden, der går næsten 100 år tilbage.

Mærsk-familiens fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, og selve Mærsk ejer i dag tilsammen 23 procent af Danske Bank. Men ifølge FinansWatchs kilder er det imidlertid ikke første gang, at Mærsk vælger at bruge konkurrenten Nordea til denne type opgaver.

PFA-direktør afgørende i Sallings køb af Dansk Supermarked 

Prestige koster

Hvor meget Nordeas rolle i handlen præcist har skæppet i kassen er uvist. Men ifølge en kilde, som har erfaring med virksomhedshandler, har det ikke nødvendigvis været en guldrandet aftale. Af flere årsager.

Dels fordi priserne på denne type opgaver er faldet som følge af finanskrisen, dels fordi det er prestigefyldt at samarbejde med Mærsk, og derfor koster det noget at kunne tilføje opgaver for rederiet til CV’et.

Kilder oplyser desuden til FinansWatch, at A.P. Møller-Mærsk er kendt for at være særdeles prisbevidste og hårde i forhandlingerne, når den køber finansiel rådgivning.

Maersk har mistet 26 selskaber på seks år 

Maersk i himmelflugt efter salg 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også