Hellerup-rederi viklet ind i problemer med beskidt bunkerolie

Det danske tørlastrederi Integrity Bulk er blevet ramt af et millionkrav efter at have købt dårlig bunkerolie til et chartret skib. Problemet påvirker lige nu flere nøglehavne.
Martin Egvang stiftede Integrity Bulk i 2014, da han forlod sin stilling som vicedirektør i Clipper. | Foto: Integrity Bulk
Martin Egvang stiftede Integrity Bulk i 2014, da han forlod sin stilling som vicedirektør i Clipper. | Foto: Integrity Bulk

Et rederi med base i Hellerup er blevet centrum i en strid om køb af beskidt bunkerolie. Sagen viser de vanskeligheder, shippingselskaber aktuelt risikerer at løbe ind i, når de skal tanke deres skibe.

I flere måneder har problemet med dårligt brændstof spredt sig over hele verden og omfatter nu nøglehavne som Houston, Panama og Singapore, hvor flere skibe har fået skader på motorerne.

Mens der endnu ikke er nogen forklaring på, hvorfor der pludselig er store mængder af uren bunkerolie i omløb, så har hyppigheden fået flere til at tale om et voksende og akut problem i shippingbranchen.

Det danske tørlastrederi Integrity Bulk er også blevet ramt og risikerer nu at skulle betale et millionkrav efter en episode, hvor selskabet uforvarende købte dårlig bunkerolie til et chartret skib i Panama.

"Vi har bestilt noget olie, som vi troede var af god kvalitet. Det plejer det faktisk at være i Panama-kanalen, og vi havde også tillid til bunkerselskabet. Men kvaliteten var efter alt at dømme ikke som beskrevet," siger Martin Egvang, topchef i Integrity Bulk.

"Det er desværre noget, vi ser meget af i øjeblikket. Vi har hørt om flere sager i Panama-kanalen og også i Singapore, så det er et problem. Især inden for de sidste uger har vi hørt om flere eksempler. Det er selvfølgelig en ting, vi skal være opmærksom på," siger han til ShippingWatch.

Blandet op med skiferolie

Sagen følger et efterhånden velkendt mønster, hvor skibe køber bunkerolie, der ikke lever op til specifikationerne, selv om det er testet. Det fører som regel til ekstra udgifter, når systemerne bagefter skal renses for at undgå skader.

Ifølge Reuters er der registreret mere end 100 tilfælde over hele verden, siden problemerne begyndte i Den Mexicanske Golf i april.

I Integrity Bulks tilfælde blev det beskidte brændstof købt i juni til et indchartet skib, som rederiet havde lejet for en enkelt rejse hos græske Meadway Shipping. Optankningen fandt sted i Balboa, Panama, mens skibet var på vej fra Fjernøsten til Caribien. Få dage senere meddelte kaptajnen, at olien havde tilstoppet brændstofindsprøjtningen i motoren, fordi kvaliteten var for dårlig.

Efterfølgende lå skibet stille i længere tid, mens der blev lavet tests af brændstoffet. De foreløbige resultater tyder på, at det er blevet blandet op med skiferolie, som man også har set det i Singapore.

Selv om skibet nu er tilbage i drift, så har ventetiden ifølge Meadway Shipping, som har skibet på periodecharter fra en koreansk ejer, ført til tabt omsætning og en række ekstraudgifter. Den urene bunker er samtidig stadig ombord på skibet.

Derfor har det græske charterselskab nu indgivet et krav mod Integrity Bulk på 2,1 mio. dollars ved en domstol i USA. Det svarer til 12,8 mio. kr.

Skal gentænke bunkertests

Mens det kan lyde voldsomt, så regner Integrity Bulk med, at sagen ender med et mindre tab. Det danske rederi forhandler nu med Meadway Shipping og bunkerselskabet om at finde den rigtige løsning.

"Meadway Shipping har i første omgang bedt om at få stillet en garanti for deres udgifter. Vi er så i dialog med dem om, hvor stor den garanti skal være. Vi er villige til at diskutere det, mens sagen kører, men vi forventer, at beløbet bliver væsentligt lavere," siger Martin Egvang og fortæller, at striden herefter kan ende i et forlig eller en voldgiftssag, hvis parterne ikke bliver enige.

Den truer dog på ingen måde med at trække tæppet væk under Integrity Bulk, som har hjemme i Tuborg Havn og blev stiftet af Martin Egvang og en række investorer i efteråret 2014.

"Det er selvfølgelig en alvorlig og tidskrævende sag, men vi har jo heldigvis forsikring hos vores P&I-klub," siger han.

Får det her forløb konsekvenser for, hvordan I fremadrettet vil købe bunkerolie?

"Jeg tror i hvert fald, at industrien skal sætte sig ned og finde ud af, hvordan vi bliver bedre til at teste den her olie. Det er klart, at vi skal til at gentænke hele vores proces. Det er vi ikke ene om, vil jeg sige," siger Martin Egvang til ShippingWatch.

Dårlig bunker i Singapore er måske kun krusninger før noget større

Dårligt brændstof nået frem til verdens største bunkerhavn

UASC sagsøger stor bunkerkoncern for dårligt brændstof 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også