Endofa kan hænge på millionkrav i Dubai trods lukning

Et krav på knap én mio. dollars mod Endofa i Dubai forsvinder næppe, fordi bunkerselskabet nu lukker sit selskab i staten, vurderer en lokal advokat med speciale i shipping. Kravet stammer fra en kuldsejlet oliehandel i Afrika.
Kravet udspringer af en mislykket oliehandel, hvor Endofa lejede tanksskibet Cielo di Milano af rederiet d'Amico. | Foto: Lutz Graupeter/Brugt med tilladelse fra Marinetraffic.com
Kravet udspringer af en mislykket oliehandel, hvor Endofa lejede tanksskibet Cielo di Milano af rederiet d'Amico. | Foto: Lutz Graupeter/Brugt med tilladelse fra Marinetraffic.com

Det danske bunkerselskab Endofa risikerer at hænge på et omstridt millionkrav i Dubai, selv om koncernen nu lukker og slukker for sin forretning i ørkenstaten.

Den seneste tid har ShippingWatch kunne fortælle, at Endofa lukker sine kontorer i Dubai og København og siger farvel til flere ledende medarbejdere. Det sker som led i en nedskalering af koncernens globale aktiviteter.

Fremover vil Endofa fokusere på nichemarkeder for skibsbrændstof og drive sin forretning fra Nice i Frankrig, Hamborg i Tyskland og Boston på den amerikanske østkyst, hvor stifter og direktør Kenn Søndergaard har hjemme.

Nedlukningen i Dubai kan dog vise sig at blive problematisk. Endofas datterselskab i landet, Endofa DMCC, i øjeblikket er part i en langstrakt og potentielt dyr retssag ved de lokale domstole, som ikke nødvendigvis forsvinder på trods af nedlukningen.

I halvandet år har det italienske tankrederi d'Amico Shipping forsøgt at få Endofa til at betale i underkanten af én mio. dollars for ubetalt leje af et tankskib. Skibet indgik i en mislykket handel med afrikansk råolie i 2015, som gik i vasken på spektakulær vis og siden er endt i gensidige beskyldninger mellem de involverede.

Med nedlukningen af kontoret i Dubai er der skabt usikkerhed om kravet. Endofa er ikke vendt tilbage på ShippingWatchs henvendelse, mens talsperson fra d'Amico oplyser, at man ikke ønsker at udtale sig.

Det står dog klart, at kravet ikke forsvinder af sig selv, fordi Endofa nu rykker teltpælene op, vurderer en advokat, som er ansat i et af Dubais største advokatfirmaer med speciale i shipping.

Kan bremse lukning

Shehab Mamdouh, shippingadvokat hos advokatfirmaet Fichte Legal, fortæller, at det er særdeles vanskeligt at lukke et selskab i Dubai, så længe det er part i en verserende retssag.

"Ifølge reglerne for DMCC-virksomheder så er der visse krav til et selskab, som vil lukkes eller afregistreres. Der skal blandt andet udpeges en likvidator, der skal udarbejdes et regnskab, og afregistreringen af selskabet skal offentliggøres i avisen," siger han.

"I det givne tilfælde vil en skadelidt på ethvert tidspunkt kunne modsætte sig afregistreringen og bede DMCC-myndighederne om at suspendere den. Skulle processen allerede være startet, så vil det være et must at involvere likvidatoren i retssagen," forklarer Shehab Mamdouh til ShippingWatch.

Det er uvist, hvordan Endofa planlægger at lukke sit selskab i Dubai, og hvorvidt d'Amico i så fald vil modsætte sig nedlukningen.

Stort set alle medarbejdere på kontoret i Dubai, inklusiv direktør Mads Uldall Borggaard er overgået til det nystartede bunkerselskab PSTV Energy, som er ejet af den danske koncern Bunker Holding. Det nye selskab fortsætter desuden på samme adresse som Endofa DMCC.

Kuldsejlet handel med afrikansk olie

Kravet mod Endofa stammer fra en kompliceret oliehandel, som ShippingWatch tidligere har beskrevet i detaljer.

Endofas rolle i handlen var at stå for transporten af en last af afrikansk olie, som skulle sejles fra Ghana til Europa. Undervejs opstod der imidlertid så meget tvivl om oliens ejerskab, at skibet Cielo di Milano endte med at sejlet rundt med lasten i månedsvis uden at finde en køber.

Det betød, at hyren for lejen af skibet løb op. Men Endofa blev aldrig betalt af sin kunde, Nordic Oil & Gas, som var repræsenteret af den danske erhvervsmand Jesper Øhlenschlæger, og derfor kunne bunkerselskabet heller ikke betale d'Amico.

Striden kulminerede foreløbigt i sommeren 2016, hvor en engelsk domstol dømte Endofa til at betale 870.000 dollars til d'Amico for lejen af skibet. Det er det krav, som rederiet nu forsøger at gøre gældende i Dubai, hvor beløbet er hævet til knap én mio. dollars.

Søgsmålet i Dubai blev indgivet i november 2016, men har ligget stille siden januar 2017. Det skyldes, at Endofas advokater har bedt retten undersøge, hvilken jurisdiktion sagen hører under. Imens det arbejde har stået på, har Endofa så valgt at lukke sine aktiviteter i Dubai, som blevet drevet via Endofa DMCC, et datterselskab til moderkoncernen MTSL Holding A/S.

Én udvej tilbage

Men selv om kravet altså ikke frafalder automatisk, hvis Endofas selskab i Dubai lukker, så har bunkerkoncernen dog fortsat mulighed for at slippe uden om at betale pengene ved en eventuel dom.

"Det er vores erfaring, at mange aktionærer i en lignende situation går uden om lukningsprocessen for i stedet at tømme selskabets bankkonto, sælge alle aktiver og værdigenstande, som ikke kan fjernes, for så de facto at lukke selskabet ved ikke at forny dets licens," siger Shebab Mamdouh, shippingadvokat ved Fichte Legal.

"Hvis det er tilfældet, så eksisterer selskabet fortsat i juridisk forstand, og retssagen kan fortsætte, men når den er ovre, og afgørelsen er faldet ud til fordel for den skadelidte, så er der ingen penge eller aktiver til at dække kravet," siger han til ShippingWatch og anbefaler kreditorer at søge om pant i et selskabs værdier, når man anlægger sagen.

Endofa har tidligere meddelt, at selskabet vil føre en erstatningssag mod erhvervsmanden Jesper Øhlenschlæger, som hyrede bunkerselskabet til at stå for transporten af olien på vegne af selskabet Nordic Oil & Gas.

ShippingWatch var senest i kontakt med Jesper Øhlenschlæger i oktober 2017, hvor han oplyste, at han endnu ikke havde hørt fra Endofa eller selskabets advokater.

Bunker Holding trækker Endofa-ansatte over i nyoprettet selskab 

Italiensk rederi jagter penge fra Endofa i Dubai 

Endofa forbereder erstatningssag mod dansk erhvervsmand 

Nøglepersoner i Endofa-sag optræder som ejere af udskældt selskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også