Mærsk-ejet shippingfond er klar til flere skibskøb i 2018

Navigare Capital Partners, der har Mærsk-familien blandt sine ejere, er klar til at købe flere skibe til sin shippingfond med pensionspenge. Selskabet åbner samtidig op for at få udenlandske investorer ind i en ny fond.
Henrik Ramskov er managing partner i Navigare Capital Partners. | Foto: Navigare Capital Partners
Henrik Ramskov er managing partner i Navigare Capital Partners. | Foto: Navigare Capital Partners

Navigare Capital Partners, der har dele af Mærsk-familien som hovedejer, er klar til at købe flere skibe til sin nystiftede shippingfond.

Investeringsselskabet blev søsat sidste år og er ejet af en kreds af fem partnere, hvor topchefen i A.P. Møller Holding, Robert Mærsk Uggla, sidder på den største bid.

Formålet er at investere langsigtet i skibe på tværs af alle segmenter i shipping, og indtil videre er der oprettet én fond med penge fra flere danske pensionskasser.

I alt har PensionDanmark, Danica Pension og Lægernes Pension skudt omkring 400 mio. dollars i fonden, mens partnerne, herunder Robert Mærsk Uggla, også har investeret i projektet. Pengene er foreløbigt blevet brugt til at købe tre containerskibe, tre tankskibe og et enkelt tørlastskib.

Men der er fortsat midler til at købe flere skibe til den første fond.

"Vi er stadig i markedet for at købe. Vi har haft relativt høj aktivitet de sidste par måneder, så derfor har vi været meget fokuseret på at få tingene på plads og overtage skibene. Men når vi kommer ind i starten af det nye år, så begynder vi aktivt at kigge igen," siger managing partner Henrik Ramskov, der har en fortid i Damco og Maersk Tankers, til ShippingWatch.

Skibene skal i arbejde

Den første fond, Maritime Investment Fund I, blev stiftet i marts 2017. Siden da har Navigare Capital Partners løbende købt skibe ind.

De seneste skibe kom til for nylig, hvor man købte tre nyere neopanamax-skibe med en kapacitet på 10.000 teu. De skal nu lejes ud på charterkontrakter, blandt andet til den franske containergigant og Maersk Line-rival, CMA CGM.

CMA CGM Ganges er bygget i Sydkorea i 2015 og blev købt af Navigare for nylig. Det skal nu lejes ud til rederiet CMA CGM. | Foto: CMA CGM
CMA CGM Ganges er bygget i Sydkorea i 2015 og blev købt af Navigare for nylig. Det skal nu lejes ud til rederiet CMA CGM. | Foto: CMA CGM

Indkøbene er i tråd med fondens strategi, som står på to ben. Skibene skal gerne stige i værdi, inden de igen bliver solgt. Men de skal også kunne lejes ud til fornuftige priser, mens fonden ejer dem.

Det adskiller sig fra den rene asset play-model, som har været populær det seneste år. Her har investorer udnyttet de historisk lave priser på eksempelvis brugte tørlastskibe for at sælge dem med gevinst få måneder senere, uden at skibene nødvendigvis har været på kontrakt.

Hos Navigare Capital Partners skal der imidlertid være balance med afkastet fra værdistigningen og den daglige drift af skibene. Derfor køber man kun op i segmenter, hvor skibene rent faktisk kan få arbejde til fornuftige priser nu og her.

Kigger på flere segmenter

Henrik Ramskov vil ikke lægge sig fast på, hvor man rækker blikket hen næste gang, der skal købes skibe.

Men strategien betyder, at der er markeder, som man på kort sigt måske går udenom, selv om der kan købes skibe for billige penge.

"Et område som offshore er nok en postgang for tidligt. Det kunne være, at det var attraktivt på et senere tidspunkt, hvis vi laver en ny fond. Men selv om offshore-skibene er billige, så er problematikken, at de også skal kunne arbejde på nogle fornuftige kontrakter," siger han til ShippingWatch.

Henrik Ramskov understreger desuden, at der ikke er noget krav om, at fonden skal investere i alle typer af skibe.

"Vi er meget fokuseret på de likvide hovedsegmenter her til at starte med. Det hænger sammen med, at vi er opmærksomme på, at vi ikke kaster os over for meget på en gang. Vores investorer skal føle sig komfortable med deres indtræden i shipping," siger han.

Åbner for udenlandske investorer

Martime Investment Fund I har en levetid på ti år, mens investeringsperioden som udgangspunkt er fire år.

Der kan dog være flere fonde på vej, fortæller Henrik Ramskov. En ide som PensionDanmarks topchef Torben Möger Pedersen har tidligere har erklæret sig åben for i et interview med ShippingWatch.

"Vi håber da meget, at de samme investorer vil give os et mandat til at investere i en fond til og eventuelle senere fonde. Vi ville også være interesseret i at kigge på udenlandske investorer. Men det afhænger alt sammen af, om vores struktur og strategi skal være den samme, eller om vi laver justeringer," siger han.

Med kun ni måneders levetid går der formentlig også lidt tid, før en ny fond bliver etableret. Istedet fokuserer Navigare på at sikre en stabil drift af de syv skibe, som man allerede har købt. Derfor kan der også være flere medarbejdere på vej, mens kontoret også snart skal flyttes fra det nuværende på Langelinie til større lokaler på Strandvejen nord for København.

"Når man starter noget nyt, så er der altid en masse ting, som skal sættes op. I den forstand er vi en opstartsvirksomhed. Nu er det så et spørgsmål om, at vi gradvist får lidt flere folk på i organisationen. Vi får brug for at få lidt flere supportfunktioner, så der skal vi ud at have flere kollegaer til teamet," siger Henrik Ramskov og vurderer, at der kan blive tilføjet to-tre medarbejdere til den nuværende stab på otte.

Foruden Henrik Ramskov og Robert Uggla Mærsk tæller ejerne af Navigare også Lars Bagge Christensen, Stig Duus Enslev og John Peter Boesen.

Ny shippingfond køber første containerskibe for pensionspenge

Mærsk-familien skyder millioner i ny investeringsfond

Pensionskasse: Milliard-fond til shipping er kun den første

Pensionskasser skyder milliarder i ny shippingfond 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også