Risk Intelligence: Terrortruslen mod rederier er lav

Frygten for, at der var placeret en dirty bomb ombord på Maersk Memphis viste sig at være ubegrundet, og evakueringen af Port of Charleston er afblæst. Generelt er truslen mod netop shippingindustrien meget lav. Risk Intelligences CEO Hans Tino Hansen forklarer hvorfor.

"Dirty bomb" er en ofte simpelt fremstillet bombe, der består af både almindeligt eksplosivt materiale og radioaktivt indhold. Derfor var der tale om en trussel, der blev taget yderst alvorligt, da de amerikanske myndigheder i aftes lokal tid blev gjort opmærksom på, at der kunne være en dirty bomb, en beskidt bombe, på Maersk Memphis.

Skibet ankom til Port of Charleston på den amerikanske østkyst ved 20-tiden onsdag, og besætningen blev derfor straks evakueret, hvorefter FBI sammen med den amerikanske Coast Guard overtog sagen. Det første, der skete var at en af terminalerne i havnen blev evakueret, og herudover blev de involverede aktører så som Maersk Line alarmeret om truslen.

Cirka 9:45 dansk tid kunne truslen heldigvis afblæses igen, og de amerikanske myndigheder har anholdt en person i forbindelse med sagen, som dermed ikke ser ud til at være relateret til terror, som var et af de scenarier, der rullede sig op, da truslen stadig blev opretholdt.

Handelsskibe giver ikke mening

Risk Intelligence, der beskæftiger sig med pirateri og terrortrusler i den maritime verden, udarbejder løbende scenarier til rederier og andre aktører i branchen om, hvor farerne er størst, og hvordan de flytter si grundt i verden. Inden kl. 12:00 dansk tid er der fortsat ikke kommet nyt fra de afhøringer, som de amerikanske myndigheder har sat i gang efter anholdelsen af en person i forbindelse med truslerne. Men umiddelbart lyder det fra Risk Intelligences CEO Hans Tino Hansen ville det være overraskende, hvis der var tale om en terroraktion, da skibsfarten ligger langt nede på listen over terrormål, hvis man ser bort fra krydstogsskibe.

"Det giver ikke mening for terrorister at gå efter et handelsskib, som ikke i sig selv er et interessant mål, og som regel lægger til i en havn, der ligger i ubeboede områder. Terroristers ærinde er at skabe frygt i befolkningen og så stor medieopmærksomhed som muligt, så derfor benytter de mål som togstationer eller steder i det hele taget, hvor der er mange mennesker," siger Hans Tino Hansen til ShippingWatch.

"Umiddelbart lyder det som enten en forvirret person, eller som man også oplever nogle gange, en person der viser sin utilfredshed med et eller andet ved at indtelefonere en bombetrussel," tilføjer han.

Tankskib som våben

Det er dog ikke fordi, at de potentielle terrortrusler mod skibefarten og havnene ikke tages alvorligt, og slet ikke efter at terror i den grad kom på den internationale dagsorden efter 9-11 i 2001. Scanning af containere og effektiv beskyttelse af havnene er blot et par af de initiativer, som den maritime industri satte i værk. Og det mulige scenarium, hvor for eksempel et tankskib overtages af terrorister og anvendes som "våben" har da også været undersøgt af internationale institutioner som EU.

Faktum er, at handelsflåden i det store hele har været forskånet som mål for terrorisme. Et af de steder, som militante har kig på for at benytte skibsfarten som middel i deres kamp, er Suez-Kanalen, men også hér har effekten været minimal.

I 2013 sprang en bombe i den egyptiske by Ismailia, der ligger ca.150 kilometer nord for Kairo. Bomben blev bragt til sprængning tæt ved det militære anlæg i byen, der også huser Suez-kanalens administration. Efterfølgende sikrede den egyptiske hær området mere, end det i forvejen var, og sikkerheden i alle havne fik et nøk opad. Blandt andet begyndte militæret af anvende eftersøgningsudstyr til at spore, om der skulle være eksplosiver og våben med ombord på de ankommende lastbiler.

Svært at ramme skibstrafik

Egypten ved, hvor vigtig kanalen er for landets økonomi og slår derfor hårdt ned på både angreb og trusler mod gennemsejlingen. I 2014 blev 26 personer således idømt dødstraf ved retten i Cairo, Egypten for at have konspireret og planlagt angreb på skibe i transit i Suez Kanalen.

Et af angrebene, som retssagen drejede sig om, var angrebet på containerskibet Cosco Asia i starten af september. Her angreb en gruppe egyptiske oprørere med skulderbårne raketter skibet fra en bredden i Suez.

Se selv angrebet, filmet af oprørerne HER.

I forbindelse med angrebet på Cosco Asia kom ingen personer til skade, og efterfølgende udtalte Mohab Memish, som stod i spidsen for sikkerheden i Suez:

"Forsøget fejlede fuldstændigt, og der var ingen skade på skibet eller containerne om bord. Situationen blev håndteret med fasthed af væbnede styrker." Hvilket ikke er helt korrekt, da der rent faktisk var mindre skader på både skibet og lasten

Den militante gruppe, Al Furgan, påtog sig ansvaret for raketangrebet, og tilføjede dengang at de var klar til at udføre flere angreb, ligesom at Islamisk Stat satte Suez-Kanalen på deres liste over mål.

"Om noget viste angrebet, hvor svært det er for terrorister eller andre at ramme skibsfarten, også helt bogstaveligt, da det kun var et par containere, det gik udover," påpeger Hans Tino Hansen.

Flådestyrker ser terrortrussel mod shipping

Islamisk Stat går efter at ramme Suez Kanalen

Frømandskorps i "gidselaktion" på Mary Mærsk 

Ny kapring kan ændre risikoen ved Somalia 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også