Subsea 7 forventer gradvis bedring inden for olie og gas

Hvis industrien kan fortsætte med omkostningstilpasningerne, og forbedringen i olieprisen fastholdes, er der grund til at tro på, at antallet af offshoreprojekter vil stige i år, vurderer offshore- og installationsrederiet Subsea 7.
Foto: Subsea 7
Foto: Subsea 7

Trods et fortsat svært marked for olie- og gasaktiviteter ser offshore- og installationsrederiet Subsea 7 en mulig bedring i markedet allerede i år.

Det fremgår af regnskabet, der er blevet offentliggjort torsdag.

"Vi forventer en gradvis genopretning af olie- og gasfeltudviklingsaktiviteten. Olie- og gasmarkedet har opnået en vis grad af stabilitet de seneste måneder, og der er indikationer på, at projektsanktionerne vil stige," skriver Subsea 7 i regnskabet.

Offshore- og installationsrederiet kommer trods et fald på 25 pct. på toplinjen ud af 2016 med et overskud på bundlinjen mod et minus året før. Et overskud, der er realiseret på grund af blandt andet omkostningstilpasninger i koncernen. 

For 2017 venter Subsea 7, at omsætningen på grund af den nuværende ordrebog i store træk kan holde sig på linje med 2016-resultatet, hvor omsætningen lød på 3,6 mia. dollars. Alligevel forventes det ikke, at en justeret driftsmargin på 32 pct. kan opretholdes eller forbedres, idet selskabet for 2017 venter en "signifikant lavere" margin for året.

Det justerede driftsresultat (ebitda) lød på 1,1 mia. dollars, og på bundlinjen blev det til et overskud på 418 mio. dollars mod et underskud på 37 mio. dollars i 2015.

Omkostningstilpasninger

Som konsekvens af nedgangen på markedet har Subsea 7 i de sidste år blandt andet gennemført omkostningstilpasninger og indgået industrielle alliancer.

"Vi leverede en god operationel og finansiel præstation i 2016 på trods af den fortsatte nedgang i aktiviteten i hele industrien. Den præstation afspejlede en vellykket implementering af vores omkostningsreducerende tiltag, samtidig med at vi kunne bevare høje standarder for eksekvering og bevare koncernens ekspertise og kapacitet," udtaler CEO Jen Cahuzac, i regnskabet.

Her fremhæver Subsea 7, at rederiet i januar afgav tilbud på at overtage den resterende del af Seaway Heavy Lifting, hvor Subsea 7 allerede sidder på 50 pct. af ejerskabet i dag.

Subsea 7 - som er baseret i Luxembourg, men børsnoteret i Norge -  vil i forbindelse med generalforsamlingen foreslå et ekstraordinært udbytte på 5 norske kr. svarende til 200 mio. dollars.

DOF overtager iturevet Subsea 7-kontrakt i Brasilien 

Subsea 7 hæver forventningerne til 2016

Aker, Det Norske og Subsea 7 i ny alliance 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også