DFDS anklages for løndumping i Skotland

En fagforening beskylder DFDS for at underbetale sine litauiske søfolk på en færge, som sejler mellem Skotland og Belgien. DFDS afviser anklagerne. "Det er simpelthen ikke sandt", siger informationschef til lokal avis.
DFDS bliver beskyldt for at underbetale sine ansatte på roro-færgen Finlandia Seaways. | Foto: PR-foto/DFDS
DFDS bliver beskyldt for at underbetale sine ansatte på roro-færgen Finlandia Seaways. | Foto: PR-foto/DFDS

DFDS blev fredag centrum for en demonstration i Skotland, hvor det danske rederi bliver beskyldt for at underbetale sine ansatte på færgen Finlandia Seaways.

Ifølge en lokal fagforening underbetaler rederiet de litauiske søfolk på færgen, som sejler mellem den skotske by Rosyth og Zeebrugge i Belgien.

Den maritime fagforening RMT beskylder DFDS for at betale litauerne 1,64 pund i timen – eller hvad der svarer til en timeløn på knap 15 kr.

Fagforeningen er desuden utilfreds med, at rederiet modtager tilskud fra både den skotske regering og EU for at drive fragtruten.

Derfor demonstrerede medlemmerne fredag foran en lokal politikers hjem for at vise deres modstand mod, hvad de opfatter som statsstøttet løndumping.

DFDS afviser imidlertid helt og holdent, at de underbetaler deres litauiske ansatte på færgen. Rederiet er samtidig overrasket over bekyldningerne.

"Der er absolut og kategorisk ikke en eneste medarbejder ombord på Finlandia Seaways, som bliver betalt 1,64 pund i timen. Det er simpelthen ikke sandt, og vi aner ikke, hvor RMT har fået deres informationer fra," siger informationschef Gert Jakobsen til den lokale avis The National.

Han fortæller, at de ansatte tjener mellem 1.259 og 5.662 pund om måneden alt efter deres stilling. Det svarer til en månedsløn på mellem cirka 11.000 og knap 50.000 danske kr.

En talsperson fra RMT siger til The National, at oplysningerne om timelønnen på 1,64 pund stammer fra 2014, og at det ikke har været muligt at fremskaffe løntal for litauiske søfolk siden da.

DFDS investerer millioner i skotsk rute

DFDS indgår aftale med franske sømænd

DFDS venter på de franske aktører i kanalkrigen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også