"Hvis det var sket på den danske vestkyst, havde der været et ramaskrig"

Det ville skabe et ramaskrig, hvis rederier skrottede deres skibe på de danske strande, sagde miljø- og fødevareudvalgets formand Pia Adelsteen (DF) på onsdagens samråd med Esben Lunde Larsen. Se det to timer lange samråd i sin fulde længde her.
Esben Lunde Larsen (tv.) og Pia Adelsteen forud for et tidligere samråd i miljø- og fødevareudvalget. | Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv
Esben Lunde Larsen (tv.) og Pia Adelsteen forud for et tidligere samråd i miljø- og fødevareudvalget. | Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var onsdag kaldt i et samråd om ophugning i Folketingets miljø- og fødevareudvalg.

Her svarede han på en stribe af spørgsmål om Maersks ophugning i Sydasien, mens en stor del af tiden også gik med at forklare den danske holdning til de kommende EU-regler.

Det var SF og de resterende oppositionspartier, som havde indkaldt til samrådet, der løb over to timer om eftermiddagen og vil blive fulgt op af et nyt samråd på et senere tidspunkt.

Udvalgets formand Pia Adelsteen (DF) tog imidlertid også ordet.

"Jeg har sat mig selv på listen," lød det fra Dansk Folkepartis miljøordfører, hvorefter hun undrede sig over diskussionen, som indtil da havde kredset om de gældende krav og konventioner for ophugning.

"Det virker på mig som om, at hvis man bare skriver ned på et stykke papir, hvilke tekniske specifikationer, man skal overholde, og så laver en konvention, så er alting godt. Sådan opfatter jeg det ikke," sagde Pia Adelsteen og fortsatte:

"Jeg har meget, meget svært ved at se den lille indiske arbejder stå med et stort skib på en kyst og kigge på certifikater for at finde ud af, hvad man skal gøre ved farligt affald. Det kan jeg næsten ikke forestille mig."
 


 

Pia Adelsteen undrede sig i det hele taget over, at det overhovedet er muligt for globale rederier at skrotte i Sydasien, hvor skibet sejles op på stranden og skæres i stykker i tidevandszonen.

"Mit spørgsmål til ministeren må være, jamen, beaching, det forstår jeg overhovedet ikke, at man kan opfatte som et anlæg til at ophugge. Det synes jeg faktisk er mærkeligt. Det er ikke et anlæg – det er en strand. Man pløjer skibene op på en strand," sagde hun.

"Hvis det var sket på den danske vestkyst, så er jeg slet ikke i tvivl om, at der havde været et ramaskrig, men fordi det er i Indien, så siger man nåh ja, pyt, det er dernede," lød det fra formanden, som gerne ville vide, hvordan den indiske regering og befolkning forholder sig til beaching.

Esben Lunde Larsen måtte erkende, at han ikke kender til den indiske holdning, men han tilbød at indhente den til udvalgets formand.

Det er uvist, hvornår det opfølgende samråd i sagen vil blive afholdt.

Minister om Maersk-udflagning: Det er ikke ordentligt

Miljøstyrelsen frikender Maersk i sag om ophugning

Europa-Parlamentet afviser at ændre omstridt tekst i Alang-tvist 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også