Brancheorganisation: Ensidigt håb på centralbanker ikke nok længere

Hvis shippingbranchen skal op i gear er det ikke nok at sætte sin lid til centralbankernes økonomiske udvidelser, mener brancheorganisationen Bimco.
Foto: PR-foto/XO Shipping/Facebook
Foto: PR-foto/XO Shipping/Facebook
AF RITZAU FINANS

Væksten - eller i et vist omfang mangel på samme - i den globale økonomi er så lav, at shippingindustrien er tvunget i knæ. Og samtidig er der ikke meget håb at finde i udsigterne for fremtiden. Derfor skal der helt nye boller på den pengepolitiske suppe, hvis shippingbranchen skal komme op i omdrejninger igen.

Det mener brancheorganisationen Bimco.

"Et ensidigt fokus på centralbankernes økonomiske udvidelser er ikke nok længere. Vi har brug for, at der bliver taget støttende og konkrete finanspolitiske initiativer. Det er vigtigere end blot at opretholde en nul-rente," skriver Bimco i en prognose for shippingmarkedet.

Ifølge brancheorganisationen viser de seneste prognoser for produktionsvæksten, at der er noget, der systemisk ikke virker så godt som tidligere. Industriproduktionen i Europa, USA og Japan cirkler alle omkring en nulvækst. Europa er den eneste af de tre regioner, der har haft fortløbende positive niveauer siden 2015.

Kommer der igen vækst i industriproduktionen, betyder det, at efterspørgslen efter produkter fra industrien vokser. Men sker det ikke, er det stærkt bekymrende for shippingbranchen, påpeger Bimco.

Der er ifølge brancheorganisationen dog også lyspunkter på væksthimlen. Kina lader til at klare sig bedre end ventet med en vækst i industriproduktionen på 6 pct. Det kan medføre betydelige investeringer i infrastruktur, og det igen kan anspore til øget efterspørgsel efter søtransport af tørlast.

/ritzau/FINANS

 Moodys: Nordiske banker må forberede sig på Farstad-tab

 Olieprisen stiger efter møde mellem Saudi-Arabien og Rusland

 Danmarks olieeventyr slutter mange år før ventet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også