Kinas vækst er den laveste i 25 år

Det kinesiske bruttonationalprodukt voksede "blot" 6,9 procent sidste år. Det er på linje med forventningerne. Væksten vil aftage endnu mere, forudser Nordea.
Foto: POLFOTO/AP/Eugene Hoshiko
Foto: POLFOTO/AP/Eugene Hoshiko
AF RITZAU FINANS

Dampen er ved at gå af den kinesiske økonomi, der sidste år voksede 6,9 procent ifølge nye tal fra Kinas statistiske kontor ifølge nyhedsbureauet AFP. I kinesisk målestok er det ikke prangende. Væksten på 6,9 procent i bruttonationalproduktet (BNP) er det laveste niveau i et kvart århundrede.

Det er dog nogenlunde på linje med det officielle mål om en vækst "omkring" syv procent i 2015. Det er også på linje med, hvad analytikere ifølge Reuters havde ventet forud for offentliggørelsen af tallene tirsdag.

I 2014 lå væksten i Kina på 7,3 procent, og man skal efterhånden mere end en håndfuld år tilbage for at notere tocifret vækst i verdens næststørste økonomi.

Ser man isoleret på fjerde kvartal, voksede den kinesiske økonomi 6,8 procent i forhold til samme periode året før. Det er det laveste niveau siden finanskrisen. Iagttagere mener, at den afdæmpede vækst lægger pres på de kinesiske politikere for at komme med løsninger, der kan stimulere økonomien.

Efter nedsmeltning: DNB forventer højere oliepris i 2016 

Det er ting som svage eksporttal, overkapacitet på fabrikker, dalende investeringslyst og høje gældsniveauer, der er med til at presse Kinas økonomiske formåen.

Analytikere regner med, at væksten igen i år tager af i fart.

"Udviklingen antyder, at de massive pengepolitiske lempelser sidste år ikke har formået at stabilisere det økonomiske momentum," konstaterer Nordeas Kina-økonom og senioranalytiker Amy Yuan Zhuang i et notat.

Sænker farten endnu mere

Hun forudser, at væksten i den kinesiske økonomi vil komme endnu længere ned.

"Beijing vil i højere grad sætte sin lid til finanspolitiske lempelser i år for at forebygge en økonomisk krise, men stimuli vil sandsynligvis være utilstrækkelige til at udløse et "rebound", så vi venter en yderligere nedgang i væksten," skriver Amy Yuan Zhuang.

Nordea-økonomen understreger dog, at hun venter, at myndighederne via finanspolitikken vil være i stand til at forhindre en nedsmeltning af økonomien, men tiltagene vil ikke være tilstrækkelige til at løfte væksten.

Et spørgsmål, som markedet ofte stiller sig, er, om de kinesiske væksttal også afspejler den reelle økonomiske udvikling, eller om der er pyntet på tallene. 4 pct. vækst har været nævnt, men det tal er ifølge Nordea-økonomen for lavt, omend hun også vurderer, at der er forskel mellem den faktiske og den officielle økonomiske vækst.

En brat opbremsning vil kunne udløse en global krise, har Sydbank-cheføkonom Jacob Graven tidligere sagt til Ritzau.

"Spørgsmålet er, om man kan stoppe tilbagegangen, eller om det bliver en hård landing, hvor kinesisk økonomi nærmest går i stå. For så kan det blive meget værre."

"Forestiller man sig skrækscenariet, hvor den kinesiske økonomi bremser helt op i en lang periode, så mener jeg, det har potentialet til at udløse en global krise, uden at det dog bliver på linje med finanskrisen," sagde han tidligere i januar.

Ifølge Nordea udvikler den kinesiske økonomi sig i to spor.

Der er fremstillings- og anlægssektoren, som har det svært og som gennemgår en svær omstillingsperiode. Og så er der servicesektoren og privatforbruget, som stadig udvikler støt og bliver stadig vigtigere for økonomien.

Nogle af de populære alternative måder at opgøre væksten på baserer sig på udviklingen i elforbruget og fragtmængderne, men de giver et forvrænget billede, da der implicit lægges for stor vægt på udviklingen i industrien.

Kinas import- og eksportdata overraskende positive 

Kinesiske værfter lukker på stribe 

Kina lægger låg på vækstudsigter fem år frem 

DNB efter ny bundrekord i tørlast: Forklaring mangler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også