Kina lægger låg på vækstudsigter fem år frem

Global afmatning, en svagere kinesisk konkurrencekraft og større hensyn til miljøet bremser Kinas økonomi, siger en rådgiver for regeringen.
Foto: PR-foto
Foto: PR-foto
AF RITZAU

Kina vil få svært ved at opnå en årlig økonomisk vækst højere end 6,5 pct. i perioden 2016-2020. Det siger en af den kinesiske regerings rådgivere ifølge avisen China Securities Journal.

Li Wei, præsident for det statslige Forskningscenter for Udvikling, fremsatte sine kommentarer om væksten på en konference i weekenden, skriver avisen mandag.

"Under de seneste 30 års reformer og åbning mod omverdenen har Kinas bruttonationalprodukt vist en årlig vækst omkring ti procent. Sammenlignet med det er 6,5 procent ikke højt, men det vil blive meget vanskeligt at opnå dette væksttempo," siger Li Wei.

Men hvad er det så, der kaster grus i maskineriet?

Li Wei peger på flere faktorer: En sandsynlig global økonomisk afmatning, stigende lønomkostninger i Kina, som vil undergrave virksomhedernes konkurrenceevne samt voksende hensyn til miljøet, der indebærer, at Kina ikke i samme hast som i de foregående årtier kan industrialisere landbrugsjord.

Udmeldingen kommer samtidig med, at de globale aktiemarkeder har fået en næsten historisk elendig start på det nye år med store kursfald i både Asien, Europa og Nordamerika.

Nedturen skyldes nervøsitet for netop udviklingen i Kinas økonomi, der rangerer som verdens næststørste efter den amerikanske.

Efter adskillige år med fuld damp på vækstmaskinen, er tempoet i Kina aftaget de seneste år.

Den endelige opgørelse for udviklingen i bruttonationalproduktet i 2015 kommer senere i januar, men baseret på BNP-tallene for sidste års tre første kvartaler er der lagt op til en vækst omkring syv procent. Det er den mest beskedne i cirka et kvart århundrede.

Præsident Xi Jinping har sagt, at Kina må fastholde en årlig vækst på mindst 6,5 procent over de næste år, hvis den officielle målsætning om en fordobling af både Kinas økonomi og kinesernes personlige indtægt i 2020 i forhold til 2010 skal blive opfyldt.

I 2015 var Kinas bruttonationalprodukt per indbygger øget til 7800 dollar fra knap 4700 dollar i 2010 ifølge et skøn fra konsulentfirmaet McKinsey, som det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tidligere har omtalt.

Kina offentliggør 19. januar BNP-tallene for fjerde kvartal og hele 2015.

DNB efter ny bundrekord i tørlast: Forklaring mangler

Verdensbanken sænker vækstforventninger for 2016

Kina dropper nye kulminer de næste tre år 

Tørlastreder i nyt brandudsalg af nybygninger  

Indiens import af kul i voldsomt dyk 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også