Scandlines har udsigt til EU-millioner

EU har godkendt en bevilling på 47 millioner kroner til grønne tiltag på Scandlines nye Gedser-Rostock-færger. Det oplyser Transportministeriet.

EU-medlemslandene har godkendt Europa-Kommissionens forslag til, hvilke transportprojekter, der skal have støtte fra EU's infrastrukturfond Connecting Europe Facility.

Det skriver Transportministeriet i et notat.

Beslutningen betyder, at Scandlines kan se frem til en økonomisk håndsrækning på 47 millioner kroner. Bevilllingen er øremærket grønne tiltag på Scandlines-færgerne Berlin og Copenhagen, som er under ombygning hos Fayard på Fyn. Det betyder dels montering af hybridteknik som på de fire eksisterende færger på ruten Rødby-Puttgarten, og dels montering af closed loop-scrubbere.

"Vi er stolte og glade for blåstemplingen fra EU. Vi ser det som endnu en stor anerkendelse af det arbejde, vi gør for at implementere grønne tiltag på vores overfarter og gøre vores fremtidige færgefart endnu mere miljøvenlig," siger Søren Poulsgaard Jensen, CEO i Scandlines, i en pressemeddelelse.

Bevillingen er betinget af, at der senere i 2015 bliver indgået en formel støtteaftale mellem EU-Kommissionen og støttemodtageren.

Scandlines er ikke den eneste maritime spiller, som kan se frem til en bevilling fra EU's infrastrukturfond.

DFDS står til at modtage i alt 45 millioner kroner til installering af scrubbere på fire fragtskibe samt "en række opgraderinger" i de havne, som skibene anløber. HH Ferries kan glæde sig over 98 millioner til ombygning af to skibe til eldrift, og en række medlemmer af den maritime klynge i Frederikshavn står til at modtage 22 millioner kroner til forbedret infrastruktur for tog og skibe i havnen.

Scandlines' tyske ruter oplever fremgang 

Regeringen skaber ny tvivl om Femern-forbindelsen

Ukendt storaktionær i DFDS tæt på at springe ud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også